Kresten Mouritzen er initiativtager til SpecialeKlubben, Sager der Samlers sidste nye sag. Kresten er 28 år, og har læst Informationsvidenskab ved Aarhus Universitet suppleret med historie og organisations- og ledelsesfilosofi. Idéen til SpecialeKlubben udspringer af Krestens egen erfaring med at skrive speciale. Læs hans historie her.

Siden sommeren 2012 hvor jeg blev færdig med min uddannelse har mine tanker tit vendt tilbage til hele konceptet omkring specialet; hvor meget det egentlig er en ekstraordinær proces i ens studieforløb, både ift. til de faglige krav der bliver stillet, men også det pres som er blevet bygget op igennem ens studie. Min proces var ganske forfærdelig, og det tog mig mange måneder at komme over den stress som havde akkumuleret over det halve år.

Jeg bliver til stadig forbløffet over de mange historier jeg hører om specialer og specialeprocesser, og det er mit klare indtryk at næsten alle specialestuderende ikke har en særlig god proces.
Ikke at sige, at alle har en proces som min, heldigvis. Det virker dog som om, at mange har en proces som de (at best) synes var ligegyldig, mens langt de fleste har en proces hvor de oplever ret stor personlig og faglig frustration over det projekt de har gang.
Overspringshandlen i ét væk, overdrevent kaffeforbrug, tankemylder, strukturproblemmer, at finde emne, mangel på motivation osv, er bare nogle af de kedelige faktorer som præger en specialeproces, og som er med at gøre et halvt år rigtig langt.

En af de værste ting, er at vi alle accepterer det som en given ting, at det SKAL være tilfældet. At specialet SKAL være den proces som presser os et godt stykke ud – herregud, det er jo afslutningen på vores uddannelse, uddannelse skal være hård, det er jo specialet – alle mulige syge forklaringer på hvorfor vi sidder på læsesal kl. 1 om natten og glor på en Word-markør blinke på en tom sidde.

Jeg har en anden forklaring: Specialets karakter er ikke særlig tidssvarende.
Jeg kender ikke andre steder i samfundet, hvor man placerer et menneske alene med i hjørne med et individuelt projekt som (for de fleste) kun har mening for, og berøring med 3-4 mennesker.
Det sker i hvert fald ikke i de virksomheder og organisationer som vi skal arbejde i bagefter.

Jeg siger ikke, at specialet ikke har relevans, eller at det skal afskaffes, men jeg synes vi mangler en række elementer i processen som kan understøtte nogle af de menneskelige og individuelle talenter, ønsker og motivation som kan gøre, at man får en bedre proces, for det er universitet bare ikke rigtig stærke i.
Vi skal have noget mere fællesskab og personlig fokus og motivation ind i specialeprocessen, for at vi kan udnytte noget mere af det potentiale der ligger i det ekstraordinære projekt det egentlig er.

Alt dette vil jeg rigtig gerne gøre noget ved, så sammen med Sager der Samler har jeg startet initiativet SpecialeKlubben som er tiltag der skal styrke nogle af personlige aspekter som jeg synes mangler så meget i specialeskrivningen, og som kan være med til at booste noget mere personlig motivation ind i processen, og få fokus på mange af de ting vi lærer ved at skrive speciale.
Jeg synes oprigtig, det er en fantastisk mulighed at få lov til at dykke ned i et emne man synes er spændende i et halvt år, og jeg vil rigtig være med til at løfte den proces og gøre det til en langt bedre oplevelse at skrive speciale. Håber i vil kaste et blik på projektet, og kom endelig med jeres mening og holdning!

Har du lyst til at være med så kontakt mig på ktmouritzen@gmail.com

Læs mere om SpecialeKlubben