Den 28. oktober fyldte Sager der Samler 10 år. Det blev fejret med en jubilæumsreception, hvor ølkassen, ligesom ved åbningen, var stillet frem. Vi fejrede demokrati i handling siden 2012 med bobler, kager og gode historier.

I 10 år har vi nemlig fokuseret på demokratiet og vores egen rolle i det. Ikke kun som vælgere, der stemmer, når der er valg – men også som borgere med mod og fantasi til selv at skabe forandring i fællesskab gennem vores handlinger.

Det var der mange, der satte ord på, bl.a. Sager der Samlers forperson og medstifter, Paul Natorp. Læs hans tale her:

For ti år siden stod jeg på denne ølkasse for at fejre, at vi eksisterer. Det var i Badstuegade ved Pustervig Torv oven på Panduro Hobby. I nogle måneder havde Morten, Kristin, Karen, Brett og jeg talt meget og tegnet meget. Vi var konsulenter og forskere og havde en ide om, at vi ville samle mennesker fra forskellige sektorer om at løse nogle af de samfundsproblemer, som institutionerne og virksomhederne ikke kunne løse hver for sig. Bæredygtighed, sundhed, trivsel. Alle de store vilde problemer. Vi skulle lære sammen, og handle. Gøre noget. Nu stod vi så her på og omkring ølkassen lidt høje over at have vovet et spring og lidt usikre på, hvordan vi skulle fortsætte.

Det var begyndelsen på en rejse, der nu har varet i 10 år.

Da vi første gang inviterede til en dag i værkstedet i Badstuegade, kom en masse mennesker fra vores professionelle netværk. En af dem var Annemette Digmann. Hun var dengang innovationschef i Region Midtjylland og forsker. Aktionsforsker. I sine unge var Annemette også aktivist. Da vi fortalte, at vi ville lave en slags efteruddannelsesforløb, hvor ledere og ansatte fra forskellige sektorer kunne samles på tværs og lære at skabe forandring sagde hun: ”Det lyder lidt kedeligt … I er nødt til at gøre det farligt. For jer selv. I er nødt til at sætte en fod ind i ilden.” Vi havde lige taget springet fra en masse snak til handling og havde – for egen regning – lejet 248 m2 midt i Aarhus. Så først forstod vi ikke helt, hvad det var, Annemette mente. Men så alligevel. For det blev tidspunktet, hvor vi skiftede karakter.

Vi lagde konsulentkasketten ind bagerst i skabet og mødte op som borgere og aktivister.

Det blev også øjeblikket, hvor vi indså, at det, der drev os var, at vi selv ville være med til at forandre og udvikle samfundet. Derfor længtes vi efter et sted, hvor man kan være politisk engageret uden, at det er et politisk parti. Vi længtes efter et sted, hvor man omsætter idéer til handling. Vi længtes efter et sted med fællesskab og opbakning. Og så længtes vi efter et sted, hvor man kan drømme. Et sted, hvor der findes utopier. Og hvor nogle af dem bliver til virkelighed.

Det sted er Sager der Samler.

Nu er der gået 10 år, og der er sket rigtigt, rigtigt meget. Efter at vi selv forandrede os og trådte i karakter som borgere og aktivister, var det også nogle andre, der mødte op. Det var ikke længere vores professionelle netværk. Det var mennesker, der spejlede den anden side af os selv. Mennesker med utopier i hjertet og en længsel efter fællesskab og handling. Måske manglede de modet. Måske nogen at gøre noget sammen med. Måske manglede de billedet af sig selv som den, der bare går i gang og er med til selv at skabe vejen. Det lærte vi at give til hinanden.

I Sager der Samler blev vi alle hverdagsaktivister og gik i gang med at omsætte vores drømme om en bedre verden til et lille stykke virkelighed. For hvis en idé ikke har hoved, arme og ben – og hvis den ikke har hjerte og sjæl, så kan den ikke røre os. Og hvis den ikke rører os, så har den ingen konsekvenser.

Og det har alle sagerne. Både krop, hjerte, sjæl og konsekvenser.

På væggene her i rummet kan I se nogle indtryk fra rejsen. Billeder af det liv, der har udfoldet sig. Tak til især Maya, Henrik for at lave denne tidslinje. Der er billeder af de første tanker og plancher. Af ølkassen for 10 år siden. Af den første samling med 90 mennesker på Folkestedet. Af Kristina Louise og starten på Social Sundhed – sagen der nægtede at dø – som i dag er ved at forandre sundhedsvæsnet og reducerer social ulighed i hele landet. Der er billeder af Ren Havn, af Louis fra Godsbanden, af Pia, Katrine, Katja, Lotte og Rafael, der åbner et ikke helt almindeligt vaskeri. Af Abi og Ajla, der laver en madspildsmærkning af restauranter. Af Steffen og Annbritt der starter Skraldecaféen og flyver på en lyserød sky, fordi de vandt Aarhus Takker prisen. Af Rethink Activism Folkefestival, som var det største skvulp vi overhovedet kunne lave i Aarhus med kulturhovedstaden som forstærker. Af Klima-X, af Vov Pelsen, af pandekagedag og drømmen om hjemløse forældres selvbyggede legeplads som vidnesbyrd om svær kærlighed til deres børn. Af Ulla og Tours on Wheels. Billeder af frokoster, leg, hårdt arbejde og fællesskab. Billeder af det hele, af så meget liv.

I alle disse historier, i alt dette liv, kan I også finde vores sjæl. I kan opleve hvad Sager der Samler står for og grunden til at vi eksisterer. Vi gør det lokale engagement til en drivkraft i omstillingen til et mere menneskeligt, bæredygtigt og demokratisk samfund. Vi gør vores eget engagement til en drivkraft.

Og det er stadig vigtigt.

For vi lever i en tid med mange forandringer. De vilde problemer, vi ville samle mennesker om at løse for 10 år siden, er blevet endnu vildere. Vi lever med klimaforandringer, energikrise, krig, økonomisk usikkerhed, polarisering. Det giver ikke længere mening at fortsætte, som vi plejer, og vi kommer ikke til at løse alle problemerne med hjælpepakker fra Folketinget eller ny teknologi. Vi kommer ikke til at løse dem med Verdensmål og resolutioner. Vi kommer heller ikke til at løse dem med Aarhuskompasser og kommuneplaner.

Vi er også nødt til at gøre det lidt farligt. For os selv. Sætte en fod ind i ilden. Sammen. Vi er nødt til at satse på utopierne og være klar på at give dem krop, hjerte og sjæl, så de rører os og får en konsekvens.

Jeg talte med Abdullah i sidste uge. Han startede Anaobaba TV sammen med Abdulghafar. De er begge flygtningen fra krigen i Syrien, og deres initiativ gik ud på, at flygtningefædre hjalp hinanden med at lave videoer til deres børn, som de blev adskilt fra under flugten. Anaobaba TV betyder ”mig og far TV”. I videoerne fortalte fædrene deres børn hjemme i Syrien om deres nye land, om sprog, kultur og mennesker. Gjorde dem trygge og forberedte dem på et nyt liv. Jeg talte med Abdullah om hans barndom i Syrien, hvor han voksede op med sin mor og sine søskende. Om sit arbejde for retfærdighed. Om krigen, om flugten. Og om livet i Danmark nu, hvor han trives med sin familie, men hvor han også må leve med en stor usikkerhed om fremtiden. Jeg spurgte ham ”hvad giver dig håb? Og han svarede – med lys i øjnene – ”Det giver mig håb, at jeg ved hvem jeg er, og jeg ved, at når min verden forandrer sig, så vil jeg lære af den forandring og vokse som menneske.”

De færreste af os har oplevet at flygte fra krig. Men vi lever alligevel alle i en tid med forandring. Og jeg kan genkende mig selv i Abdullah. Det er de samme ting, der giver mig håb. At jeg ved, hvem jeg er og finder mod og retning i mit hjerte – ikke frygt. At jeg tror på, at vi kan lære sammen og vokse som mennesker, mens verden forandrer sig.

Når jeg ser mig omkring i rummet lige nu, ser jeg mennesker, der kan tænde lys i hinandens øjne. Jeg ser mennesker, der kan bakke hinanden op, og inspirere andre til at gøre det samme. Jeg ser mennesker, der ved, at vi kan være så meget mere end blot forbrugere i verden. Jeg ser borgere med mod og fantasi til selv at skabe forandring – sammen.

Og det ser jeg, fordi det er sådan verden har foldet sig ud for mine øjne i 10 år i Sager der Samler.

Det er også her Sager der Samler har sin opgave de næste 10 år. Vi vil tænde lyset i øjnene – i en tid, med alt for meget mørke. Vi vil skabe fortællinger, der giver os mod, ikke frygt, når det bliver nødvendigt, at vi bevæger os. Vi vil igen og igen sige højt, at vi har brug for hinanden, og at vi kan lære sammen og vokse som mennesker, hvis vi vil.

Og vi vil gøre det ved at tro på utopier og handle på dem – for at give dem krop, hjerte og sjæl, så de rører os og får en konsekvens. Det er det, vi vil. Sammen med jer – og sammen med alle de andre derude.

Inden jeg stiger ned ad ølkassen igen, vil jeg gerne takke. Takke alle hverdagsaktivister af hjertet for alt det, I har givet og alt det, I har skabt. Takke alle vores venner og samarbejdspartnere for medspil og modspil. Takke alle bestyrelsesmedlemmer for støtte, loyalitet og omsorg. Og ikke mindst, så vil jeg takke Morten, Kristin og Jeppe. Jeg vil takke jer for at møde op og tage en særlig tørn i dette vanvittige, kærlige og absolut nødvendige eksperiment. Og jeg vil især takke Morten og Kristin for at stå en næsten ufattelig distance. Da vi gik i gang, sagde vi kækt – lidt som en undskyldning til os selv – ”se det som en overskudshandling.” Og hvilken en af slagsen kan jeg sige nu 10 år efter.

Og så vil jeg naturligvis takke alle, som står samlet her lige nu for at markere denne milepæl. Vi har brug for hinanden. Så lad os fejre, at vi eksisterer.

Se Søren Helbos billeder fra dagen.