Mød Sara Mønster Frost – praktikant ved Sager der Samler med sans for videndeling

SaraMFrost.1024x400

Sara Mønster Frost er 27 år gammel og har en bachelor i Sociologi fra Aalborg Universitet og har lige afsluttet 9. semester på ’Læring og forandringsprocesser’, hvor hun beskæftiger sig med videndeling. Hun er i praktik hos Sager der Samler frem til sommer 2014, og skriver speciale om aktionslæring.

Sara begyndte i september sin praktik hos Sager der Samler på baggrund af sin interesse for læring og videndeling – en grundsten i Sager der Samler,

”Jeg er her fordi jeg skal være i et praktikforløb, som munder ud i et speciale. Jeg indgår i et projekt omkring hvordan vi udvikler et godt værtsskab på Sager der Samler – til gavn for initiativerne og de mennesker, der står bag. Det handler meget om motivation og derved om, hvordan man motiverer alle til at få udbytte af at deltage i fællesskaber”.

Værtsskabet er et forandringsdesign under udvikling, og Sara forklarer:

”Det handler om videnopbygning og videndeling. Der er normalt en frontfigur, som er drivkraften bag et projekt, men i disse udfordrende og afprøvende processer kan man løbe ind i en mur. Det er her en vært kan hjælpe med at bygge en ny viden op. Og denne viden skal på en måde integreres og forankres i Sager der Samler”.

Om at tage del i udviklingen

Som en del af Sager der Samler har Sara også valgt at deltage i to initiativer:

”Det er inspirerende at se, hvor meget handling der sker bag ordene i initiativerne – at det ikke blot forbliver en kaffeklub”.

Sara deltager i initiativerne ’Aarhus ER for alle’ og ’Byd op til valg’. Det sidste initiativ valgte hun af nysgerrighed for at se, hvordan man i praksis formår at udvikle en sag, og hvordan videndelingen kan bidrage hertil,

”Jeg håber at se, at initiativet bliver ved med at udvikle sig. At man ikke blot stiller sig tilfreds og siger ’det var det’, men at man bliver ved med at arbejde med sagerne. Hvis man bliver ved med at brænde for sagerne, tror jeg, at den positive energi fortsætter og kan smitte af på andre”.

Efter at Sara begyndte sin praktik hos Sager der Samler, voksede hendes engagement, og hun finder det nu mærkeligt ikke at være involveret i frivilligt arbejde,

”Frivilligt arbejde giver noget helt andet end almindeligt arbejde, hvor guleroden er løn eller karakter. Her giver det mere til sjælen. Det giver et nyt perspektiv, når man ser at der rent faktisk sker noget og der gøres en forskel” udtaler Sara, og tilføjer ”Man mødes gennem motivationen. Der er ingen tale om skyldfølelse og god samvittighed, men en handlen ud fra en følelse af selvfølgelighed”.

Speciale om aktionslæring

Sara fortsætter hos Sager der Samler i sit specialeforløb: “I mit speciale undersøger jeg, hvordan aktionslæring kan være med til at udvikle praktikforløbene, så læringsudbyttet bliver større både for den enkelte og for Sager der Samler.”

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *