Mød Mette Sørensen – filosof, springrytter og et engageret menneske

Mette_Sorensen_1024x400

“At opbygge tillid, opnå forståelse, bygge et grundlag, så andre kan tage over, er det sjoveste med at arbejde med unge springheste. Og ja, jeg kan se sammenhængen til Sager der Samler og arbejdet jeg gør her med kommunikation. Kommunikationen skal jo bidrage til at initiativerne kommer et skridt videre,” siger Mette.

Mette Sørensen er springrytter, et engageret menneske, filosof, optaget af politik og etik. I 5 år har hun arbejdet som springrytter i Irland, trænet unge springheste, arrangeret ridestævner, handicap ridning, givet børn med ADHD og unge kriminelle et tilbud om at lære på andre måder, gennem mødet og arbejdet med hestene. Nu ønsker hun at få noget mere erfaring, få sin faglighed i spil og inspiration. Derfor vælger hun at møde op, mandag til fredag, på Sager der Samler.

En drøm om etik

Mette drømmer om et rigtigt arbejde som for eksempel at undervise i etik, på højskoler eller andre former for uddannelser. “Etik spiller en stor rolle i de udfordringer vi står overfor, som for eksempel klima og miljø spørgsmål. Politisk filosofi handler om at tage stilling til hvordan man bygger et samfund op, hvordan vi får et samfund, hvor ikke bare de stærkeste kommer i spil? Hvilken ret har vi i den vestlige verden til at bruge så mange af jordens ressourcer? Vi har så mange løsninger, hvordan kan det være, at de ikke bliver brugt? Jeg kan godt lide at formidle. At undervise er mere dynamisk en at skrive. Her møder jeg mennesker, får kontakt med deres personlige holdninger og værdier. Det er sjovt selv at blive udfordret og lære,” siger Mette.

Glæde

Mette bliver glad af de små ting i hverdagen: At være ude, for eksempel med sin hund Scruff eller på sin hest Sully. Da kobler hun af. Hun bliver glad når hun ser mennesker tage ansvar. Når mennesker gør noget andet, end kun det, der gavner dem selv. Og når mennesker står sammen om at løse opgaver.

På Sager der Samler er Mette blevet inspireret til at drømmen om et rigtigt arbejde også kan tage andre former. “Det er så inspirerende at møde så mange mennesker som vil noget, og som kan fortælle i dybden om hvorfor de er optaget af akkurat det. Mette er involveret i ’Byd op til valg’ og har været med i ’Multietnisk Kulturcenter’. “Byd op til valg” er spændende og aktuelt. Og jeg er meget optaget af politik og demokrati. Jeg er også meget nysgerrig på Multietnisk Kulturcenter – som jeg ser er et nyt bud på integration. Mandagen før Mette startede på Sager der Samler, var hun med i ’Gåvenner’. ”Det var vældig hyggeligt. En god uformel måde at møde mennesker på. Jeg har desværre ikke været med siden, fordi der er sket så meget her på Sager der Samler hver mandag eftermiddag,” fortæller Mette.

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *