Flemming Bach Laursen har besøgt Sager der Samler og fortalt sin medrivende beretning om Livet på Kanten: At vokse op som en “normalt begavet dreng med problemer” som efterfølgende har tilbragt 35 år af sit nu 51 år lange liv på landevejen. Dertil gav han et indblik i sine visioner for at ændre de nuværende vilkår for bybumserne og landevejsridderne.
Læs hans historie og visioner her:

En barndom i Paradis

Jeg hedder Flemming Bach Laursen. På landevejen kendt som Benjamin. Netop blevet førtidspensionist. 52 år, far til fire, bedstefar og det mellemste barn i en fem styks familie. En stor søster, og en lille søster.

Jeg blev født den 12. maj 1961 på Centralsygehuset Sgt. Peders Sogn i Randers klokken 05.30 om morningen, du!

Jeg fik en god start i de første 5-6 år, hvor vi boede på en lille landejendom, der hed Gravlund, og lå på Haulbjergvej 5 mellem Velev og Haulbjerg; et sted med både svin, køer og engle. Det skal lige siges, at det er så gammel tid siden, så der faktisk ikke var nogen adresse til at begynde med, det hed bare:

Mary og Christian Laursen
Østergårds Mark
Haulbjerg.

Så vidste postmanden resten. Østergård er en stadig eksisterende herregård, hvor min far gjorde tjeneste som solid herregårdsbisse.

Gravlund lå med skov til den ene side af en ualmindelig tynd vej, en asfalteret oksekørevej der til dato ikke er udvidet bare en tomme.

På den anden side, med gårdsplads of flagstand lige ud til vejen lå så Paradiset Gravlund med sine 18 tønder land, godt 20 svin og 18 malkekvæg samt en mangfoldighed af katte.

Der var en af Gud velsignet og til den dag i dag, stadig urørt natur, gennemløbende å og liv i luften hele året rundt. Et stykke nede i al idyllen havde vi en eng med åen ed fjerneste forager – alt i alt et pragtfuldt sted, jeg med fornøjelse har besøgt flere gange siden.

Der var kun en koldvandshane i køkkenet, en gruekedel i bryggerset og vi sked i renden bag ved køerne og lærte meget hurtigt at tjekke hvilken ko, der havde lettet halen inden vi smøgede bukserne ned og indtog en til formålet sammenkrøllet stilling, der med bukserne nede om hælene besværliggjorde eventuel flugt når den lettede kohale gav plads for koens fornødenheder.

Det var eminent luksus, da far tog sig sammen og lavede hul i et par brædder, hvor vi så kunne sidde ”behageligt” og ramme en spand, der var skubbet ind under de vinterkolde brædder.

Meget kunne jeg fortælle herfra. For eksempel at det var dengang små drenge måtte gå med lommekniv og mor derfor altid havde plastre hjemme. Jeg har aldrig skåret mig uden på det nærmeste at blive pakket ind i plaster og pustet på. Det foregik faktisk altid i køkkenet ved siden af ringkomfuret, hvor hun for det meste havde gang i noget, der duftede af himmel og Gudemand.

Slangen i Paradis

MEN! Trods lov og glade legedage, så blev englene stille, fars ryg gik i stykker, og vi måtte forlade gården, flytte ud af Paradiset.

Det gjorde at far mistede sin identitet, sin selvrespekt og sin mors anerkendelse samt sin elskede frihed ved natur, dyr og agerdyrkning. Han klikkede, der sprang en sikring. Herfra var min barndom temmelig håndfast må jeg sige, og det var herfra med min grundigste efterrationalisering ikke tre sammenhængende dage til langt op  teenageårene, hvor jeg ikke risikerede at han sprang i luften igen, igen og igen.

Mor er knusende dygtig til at lave mad, så de blev bestyrerpar på et navnløst pensionat i Rødkjærsbro. Det vil sige, jeg kender ikke noget navn for stedet.

Aldrig havde jeg før eller siden drømt om, der kunne tæves så meget på sådan en lille knægt, uden knægten brækkede noget i sig. Jeg husker stadig fornemmelsen af så meget smerte, der end ikke var luft nok til hverken skrig eller gråd. Dertil kommer alle de gange jeg i døgn måtte opholde mig på værelset uden at spise eller drikke. Mit børneværelse blev mit børnefængsel og hans handlinger til dato uforklarlige. Han sprang bare i luften, jeg anede aldrig, hvad jeg havde gjort.

For mange år siden nu, kørte jeg helt tilfældigt forbi pensionatet og holdt ind fordi jeg lige havde chancen for at gense et af de steder, jeg har været dreng. Da jeg stod på trappen, ’voksen mand’, blev jeg overmandet af angst. Jeg turde ikke, og jeg måtte køre dybt rystet derfra uden så meget som at have banket på. Det har jeg fortrudt mange gange siden. Vi boede der hen ved et år, halvandet, og så flyttede vi til Bjerringbro, min fars hjemegn, hvor de blev bestyrerpar på Hotel KFUM Nørregade i centrum.

Ballade i skolegården

Det blev min barndom ikke mere smuk af. Der var stadig tæv og indespærringer uden varsel på uforudsigelige tidspunkter, men jeg begyndte da i skolen, og det var jeg helt pjattet med – bare ikke i frikvartererne. Jeg kunne ikke begå mig som de andre, og jeg gjorde som fysikken havde lært mig: Jeg tævede, når jeg ikke forstod, ikke kun mine klassekammerater fra første, jeg røg også i flæsket på de store.

Jeg blev hurtigt en meget alene dreng, og jeg begyndte at bygge mit eget univers, hvad der set bagud, ikke var noget mærkeligt ved, men sikke et bøvl med min far og lettere deprimerede mor, når jeg selv tog det, jeg ikke måtte få: ’lommepenge’.

Hvis der var noget, jeg ikke begreb, så var det penge. I 1967-68 så er 100 kr. godt nok mange penge, men sikken opmærksomhed jeg fik, det var jo en fantastisk fornemmelse. Jeg kunne flyve til jeg mødte en rasende far, og så skal jeg love for den unge Laursen landede igen.

Videre til Brædstrup i Hotel De Unges Hjem i Bredgade, uvis af hvilke grunde, ny skole, ballader i skolegården, samme billede om igen med den eneste undtagelse at jeg fra dag et i Brædstrup aldrig mere fik tæv. Dét var hårdt, jeg var hunderæd i hamrende lang tid, men børneværelset forblev fængslet: ”Hvor bliver slagene af?”.

Så minsandten, en dag have jeg stjålet så mange penge sammenlagt over et år, at det sandt nok var min skyld, vi måtte flytte. Som om der ikke havde været brokkerier nok? Den nedlagte landejendom hed Brokhøj.

Problembarnet

Far have fysisk fået det bedre og startet på arbejde, hvilket gradvist gjorde ham mindre og mindre aggressiv, men bestemt ikke mere normal. Jeg beundrer min mor.

Så til et hus på Åstruplundvej, der lige så godt kunne være udlejet af Låsby Svendsen, indtil det endelig lykkedes dem at købe hus i Åstruplund, hvor de boede i næsten 30 år sammen, og alt faldt på plads og til ro for dem begge.

Mig? Jeg havde af ’uransagelige’ årsager udviklet mig til problembarn. Og hvad jeg ikke har været igennem af psykologer er ikke værd at nævne. Konklusionen var:

”Flemming er en normalt begavet dreng med problemer”.

Jeg er godt nok ’imponeret’ da. Det kom de meget nemt om ved, for når de ikke kunne komme længere med mig, så kunne jeg komme længere væk, ku’ jeg, og fik 8., 9. og 10. klasse på Grejsdalens Ungdomsskole i Vejle. Samme billede, men jeg begyndte at bokse, og så var der ro. I hvert fald en kortere tid. Jeg have stadigvæk mit eget univers, og faldt uden for alle rammer og måtte konstatere at jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig ’helt selv’.

Den forkerte dreng

Igennem alt det her, har min far aldrig forsømt at fortælle mig, ikke med ord, men indirekte, at jeg er den forkerte dreng med det næstbedste navn.

Det vil jeg godt lige forklare. Min onkel hed Flemming til mellemnavn. Han var vidunderbarnet i familien, og døde i en alt for tidlig alder, kort før jeg blev født. Det ville være for smertefuldt for min farmor, hvis jeg fik min onkels fornavn. I stedet fik jeg, som den forkerte dreng, den bedste drengs mellemnavn.

Min far og jeg har siden talt sammen af flere omgange, og da far døde af alderdom, var alt længe forinden talt igennem til alles tilfredsstillelse. Far døde tilgivet for alt, ordene er udtalt.

Alt er tilgivet – ALT.

Landevejsrytteren

Jeg har aldrig haft let ved at være en del af fællesskabet, gruppen eller familien, men det har faldet mig nemt for at sætte mine egne rammer og så springe dem. Flintre de fleste lange og riger rundt: 650 km nord for polarcirklen til Molongo og Nambia i Sydafrika, men ikke uden nederlag.

Jeg har forsøgt mig som både gartnerlærling, pedel, murer, selv bagerlærling af to omgange, men alle forsøg missede.

Indimellem blev mine missede uddannelsesforsøg afbrudt af fastarbejde og sæsonarbejde som entreprenør, anlægsgartner, taxa- og lastvognschauffør, kok af flere omgange og sågar skibskok på forskellige ruter.

Jeg vandrede imellem disse sæsonansættelser som daglejer, vagabond, tigger, skærsliber, gøgler, gade- og bodegamusiker og listen kan fortsætte.

Fra 1978 til og med 1. November 2013 har jeg derfor i 35 år levet på landevejen – 35 år, unge ven.

Bekendt med landevejen

Jeg har set dem alle sammen.

Bybumserne, vagabonder, Romaerne, rumænerne, sigøjnerne, tatere og fantere, de småkriminelle, de hårdkogte, voldsmænd, mordere.

De besatte, psykiske syge og dem, der ikke bare kaldt, men i bund og grund  er direkte farlige.

Drankere, alkoholikere og dem, der er på satans mest ubarmhjertige stoffer.

Jeg har siddet iblandt dem, sovet i både rum og telt med dem, og jeg må uden at blinke sige: jeg er sikker på forbøn har sat engle omkring min soveplads gennem samtlige 35 år, for aldrig en eneste gang er jeg blevet forulempet om natten, og jeg takker både min Gud og frelser Jesus for det, for så meget har jeg lært på kanten af landevejen; Den der kun tror på sig selv, tror på for lidt.

Afmagt i et smittefyldt miljø

Vi har alle samen en baggrund, og de fleste af os bliver som det, vi er præget af, og det, vi senere gennem liget yderligere præges af, alene fordi miljøet smitter.

Det er hamrendes lige meget, om du er frivillig lægmand eller arbejder som professionel i miljøet der omhandler os på gaden, du bliver påvirket af det.

”Du må ikke tage det med hjem” siger dine kolleger – ja tak, skal du ha’, tænker du; jeg sad bare og så på, ku’ ikke gøre noget. Personen døde i smerter mens jeg så på det. Værs’go – spis her, ta’ mere med hjem?

Du arbejder i det forbandede system. Et system, der er udtænkt af uvidende lokale, og fra borgen politikere, der ikke aner en fjert om, hvad deres bestemmelser for bureaukratiet forårsager af død og ødelæggelse ibland såvel unge som gamle i dette land.

Overdosis! Og direkte selvbestemte selvmord er dagligdag i Danmark, alene fordi de i forvejen knækkede subsistenser ikke orker, at møde den dag, der er i morgen. Jeg har talt med flere, der ikke er mere.

Selvmord og overdosis er ikke helt det samme, men fællesnævneren er afmagt.

Jamen, hvad gør vi?

Et af hovedproblemerne for hjemløse er pudsigt nok, at de er hjemløse, men der kommer mere til end det. Enten bliver du hjemløs eksempelvis fordi du er misbruger eller også får du ikke noget hjem af samme grund.

Delvist forståeligt af den grund, der er prøvet at give eksempelvis narkomaner en lejlighed, og kort efter er de på gaden igen fordi de har junket for huslejen. Kommer det bag på nogen?

Få personen i behandling først, ikke kun en afgiftning, men en reel behandling og derpå eventuel lejlighed, men med bostøtte og så er jeg fløjtende ligeglad med prisen. Det er mennesker, vi taler om, der, hvor de er, har jeg været, bevidst om at hvor de er, kan jeg havne igen.

Vi skal ikke tjekkes ihjel eller unødvendigt overvåges, men vi skal heller ikke overses og efterlades.

Så sagde jeg ”det forbandede system” – Ja! For nu skal vi kontakte sagsbehandleren over Nem-ID. Søde venner da, hvor mange hjemløse ser du gå rundt med en PC?

”Jamen så kan man da stadig ringe?” – OK! Har du prøvet at købe taletid for dine sidste penge, ringe op og blive sat i kø til din telefon løber tør? Det har jeg, for jeg går desværre ikke rundt med en PC, som i øvrigt er total uanvendelig når dit forehavende er akut!

Der er forskelle i bylivets eksistenser

Så kom vi vist nok ud på bænken igen?

Blandt hjemløse er der lige nogle ting, vi skal være bevidst om:

Forskellen på bybumser og bybuser og forskellen mellem bybumser og vagabonder.

Blandt bybumser er der junkier og alkoholikere. Junkierne stjæler for at få deres fix, og alkoholikerne passer nøje på deres penge, så de kan købe deres øl. Vagabonder har et hierarki med både konge, kronprins og nasseprins, og principper som forbyder løgne og slåskampe.

Det er uforenelige arter, organiseringer, kodeks og levevis.

Der skal støtte til for at blive selvforsørgende

Så er der bare det, at summa summarum siger, vi er ude i så lange processer, at et år pro persona ikke strækker.

Først skal der gang i en eventuel behandling. Følgende en bolig. Og så en eventuel boligstøtte. Bare en pension tager en krig i sig selv.

Når et mål er nået skal der sættes endnu et ny mål, vel at mærke ikke i den bureaukratiske afdeling af borgerens situation, men den mentale og fysiske: Ønsket fra mange om at blive selvforsørgende. Nemlig at nå et mål uden at gå i stå, men sætte stadig nye mål. Her er der absolut brug for støtte. Der er vel ingen der lærer deres børn at gå, for senere at spænde ben for dem. Den pågældende borger står på det nærmeste over for ’genopdragelse’ – eller jeg vil sige ’genopdagelse’ af egen kapacitet, møde nye sociale kontakter, ny levevis med en start i nervøsitet, forvirring og for nogle ligefrem angst, of det at være bange.

Jeg gentager: Her er absolut brug for støtte af sikre hænder og politikerne skal fanges inden de har overstået deres budgetforhandlinger, ellers kommer hjemløse og snublefærdige eksistenser for sent igen, og med nærmest usvigelig sikkerhed, endnu engang viklet ind i sparetapen.

Vi er oppe imod tunge problemer her, for på landevejen har vi som i resten af samfundet både psykisk syge, misbrugere, sygdomme, håbløshed og manglende tag over hovedet.

Velvidende, at vore politikere er oppe imod samme problemer som os, så er det os, der står midt i dem, det er os, der skal tilgodeses i situationerne.

Så hvad gør vi herfra og fremover?

Udsatterådet vælges ind i byrådet! Og mindre yderligere besparelser på hjemløseområdet, men i stedet fremme indsatsen.

Jeg orker snart ikke at høre om flere der er døde grundet situationen, men velvidende om, at det desværre kommer til at ske igen mange flere gange.

Vi kender problemerne for os på kanten, og et udsatteråd skal arbejde for midler til elimineringen af disse. For midler der tildeles de steder, hvor man erfaringsmæssigt ved, hvor det gavner bedst.

Her er jeg varm fortaler for Kirkens Korshær især, tillige Blå Kors og deres varmestuer.

Det er ikke noget skræmmebillede, men virkeligheden

Sygdom skal om muligt ha’ en høj prioritet, og det ER muligt.

Der sidder jævnligt hjemløse med både små og store skavanker og skutter sig om natten, der hvor der er bedst læ. Det er alt fra snotnæser til lungebetændelser, migræner og maveonder osv., brok, TB og det, der er værre.

De får ikke gjort noget ved det, enten fordi lommerne er tomme, eller de bare ikke magter at søge lægehjælp, hvilket kan virke uforståeligt, men ikke er det for os der kender situationen. Dagen er brugt til overlevelse og kroppen er drænet for energi, vand, vitaminer og mere til. Nu sidder de her, fordi der ikke var flere nattepladser på Korshæren. De er absolut ikke bedre stillede når det bliver dag igen, og endnu en dag der skal overleves inden endnu en udmarvende kold nat. Dette gentager det sig vinteren igennem.

Det er nætterne, der er værst, især om vinteren, hvor du især er overladt til magtesløshed og fortvivlelse, frysen og sult, gråd og smerter.

Håbløse handlinger for at undgå sin håbløshed

Kan du forestille dig mennesker der er helt derude, hvor de begår kriminalitet der med sikkerhed giver fængsel vinteren over, fordi der så er både seng og mad? Det sker desværre, for det er ikke mere råt at begå sig i et fængsel end det er at være hjemløs – vinterbryder. Vinteren er noget vi slås med. I fængslet har du i det mindste en køje på din pind.

Vi bør udnytte vore muligheder

Jeg forestiller mig også, at det er muligt på en venlig, men bestemt måde, at henvende sig til byrådspolitikerne efterfølgende. Vi skal minutiøst skrive ned når vi ser komplekser som står tomme, såsom nedlagte plejehjem og andre former for institutioner og derpå om ikke gøre krav på, så gøre opmærksom på, at her er om ikke andet, så midlertidige boligmuligheder som eksempelvis udslusningsboliger.

Holbæk på Djursland, her står et helt ældrecenter med selvstændige små rækkehuse tomme, det er en hån mod den hjemløse der er ved at sygne hen i afmagt, kulde, sult, sygdom og mentale vedholdende nederlag.

Misbrugeren på Satans mest ubarmhjertige stoffer er en hård nød at knække. Personen vil blive i byen, næsten for enhver pris, da vedkommende ellers ikke kan få sit stof, og det skal til, for hvem vil betale for behandling?

Behandling, ud i et andet miljø og follow up, det kan et sådant ældrecenter egentlig godt bruges til, det står jo kun og fordærver sig selv alligevel.

Forplante sig i de magthavernes bevidsthed

Vi er godt klar over, at det ikke er med et fingerknips, man huser over 600 hjemløse i Aarhus Kommune alene, men der ER muligheder for en god dels vedkommende. Der er jo ingen der kan forlange, at alle genhuses inde for ringgaden, og heller ingen med sund fornuft vil gøre krav på samme, når det handler om at få et hjem.

Uanset hvad problemet så måtte være, eller hvad problemet bliver, så har vi øjensynligt ikke anden mulighed end at skubbe på overfor hvilken kommune man så bor i, for om ikke andet, så lime os ind i politikkernes bevidsthed på en måde, så de ved, at vi flere og flere holder øje med dem, og ikke fortsat kan overses, bespares eller marginaliseres til stilhed.

Tværtimod.

Vi skal ha’ dem lært, at en hjemløs ikke kun er en alkoholiker, junkie eller halvtosse, der bare sidder på en bænk i byen fordi det er selvforskyldt. Det er menneskeskæbner som lytteren kan blive absolut bedrevidende af.

Gadeteams var livreddere

Vi mangler så uforklarligt grundigt vores gadeteam. Ikke kun dem, men det opsøgende gadeteam. De er sparet væk, grundet dem der har vedtaget besparelsen ikke en fjert er klar over, hvad de har taget fra os.

Det er min overbevisning, at sparekniven ikke er klar over, dvs., bevidst om, hvor mange liv det pågældende team har reddet, og de er vel knap klar over det selv, altså det opsøgende gadeteam der kørte rundt i blandt andet Aarhus om natten. Det var ildsjæle, I har fyret: sparet livsreddende ildsjæle ud af jeres budget og vores fordel.

Mig selv som en. Mit liv havde ikke fortsat, dersom de ikke have taget hånd om min, som nedtrådt persons, situation.

Vi, altså os på kanten, har gennem vore oplevelser oparbejdet netop det; at vi kan stå og betragte en person, for derpå at blive enige om, at den der, den har ikke lang tid igen, og tro mig – 9 ud af 10 så har vi ret.

Det samme kunne det opsøgende gadeteam, men de var åbenbart for dyre, det var dyrt at redde liv.

Min appel: Gør en aktiv forskel

Vær vore liv til gavn, altså behjælpelige, og giv os det opsøgende gadeteam igen, derpå, lad så være med at spare dem væk igen, I slår os ihjel. Hvor mange lig, vil I som politikere ha’ på samvittigheden?

Se på magistraten, Der må være steder i pågældende, hvor man kan pege ud og sige: ”Det her, det er ikke nødvendigt, de sidder jo nærmest kun og flytter papir imellem hinanden!,

Jeg er ikke i tvivl, og der friholdes således et beløb der papirflyttes over til at redde liv, eller blot gøre hjemløse og snublefærdige eksistensers liv, så meget mere udholdeligt, at både sygdom og behandling kan varetages i større omfang, og liv derved bevares, reddes.

Magistraten. 602 millioner kroner? Først derpå kan borgerne blive tilgodeset med resten af det, der vel bemærket ER tilbage når underskudskommuner er tilgodeset med deres del af kagen.

Uanset hvad, appellerer vi til vores borgmester, resten af kommunalbestyrelsen om, at vi ikke overses, men for at komme ovenpå igen tilgodeses.

Velvidende, at en stor del at vore folkevalgte er DSB-politikere – De Snakker bare-politikere – søger vi andre både løsning og påfølgende seriøs handling, så vi hjemløse og snublefærdige eksistenser får seriøst og relevante samarbejdspartnere, både i kommunalbestyrelsen og nærtslægtede led, her uden for.

Hvad gør du nu, lille du?

Ordet ”hvordan” er ikke inviteret i ret mange i de her samtaler og foredrag.

Vi kan fint komme i samtale med hinanden og til dels også politikerne, og enes om, at det sandelig også er for dårligt, der må gøres noget.

Det er imidlertid både godt og skidt, for nu begynder vi jo at forlange noget, og det bliver meget hurtigt temmelig tydeligt, der sidder manglende viljer og ruger på kassen – don’t touch my money box!

Hvad gør vi så? Det har jo sin pris når nogen skal hjælpes, menneskeliv reddes og hjælpen forbedres. Vi kan kun blive ved, for som borgere i Danmark har vi krav på hjælp til fremgang, mærkbar fremgang, og vi har ikke midlerne selv.

Der var ikke nogen af os, der gik ud af skolen med forudsætning om at livet skulle vælte og forme sig for os som det er sket.

Frivillige giver hjælp til svage medborgere, giver mad, penge, tøj og til dels også husly til kulsejlede medborgere, hvilket er ypperlig næstekærlig handling, men det burde jo ikke være nødvendigt, idet vi har det sociale sikkerhedsnet i Danmark, der er bare nødvendigt, al den stund, det det pågældende system er sparret og fortæret i hårdknude af små piger