Til kamp mod cigaretskodder i Aarhus midtby

Skod op 10240x400

”Skod op!” er slogannet der skal få aarhusianerne til at vælge skraldespanden fremfor gaden når det gælder om bortskaffelse af cigaretskodder. Våbnet i denne kamp er humor og den løftede pegefinger er gemt langt væk. Bag kampagnen står Nudge Aarhus – en aktionsgruppe som ved hjælp af små, kærlige puf vil skabe en mere inkluderende og sundhedsfremmende levevis i Aarhus.

Aktion ”Skod op!”

Hver dag smider århusianerne omkring 300.000 cigaretskodder fra sig. Hvis fejemaskinen ikke kan komme til, skal de samles op med håndkraft. Det koster to kroner per skod. Aarhus Kommune bruger årligt cirka 30 millioner kroner på rengøring af midtbyen. Tænk hvad man ellers kunne gøre for de penge.

Kreativt udformede askebægre ophængt i nedløbsrør, samt sedler med citater som ”Hvem kan lide at blive trådt på?”, ”Pssst – ta’ mig med” og ”Halloooo – skal jeg ligge her 5 år endnu?” skal sætte fokus på problemet med de mange cigaretskodder der hver dag bliver smidt på gaden og derved skæmmer bybilledet. Aktionen fandt sted i Latinerkvarteret fra torsdag den 6. februar og tre dage frem. Aktion ”Skod op!” er det første i rækken af events, der skal skabe en renere by.

Ingen løftede pegefingre

Skræmmekampagner og løftede pegefingre skal man lede længe efter i Nudge Aarhus. I stedet for en belærende tilgang benytter gruppen sig af nudge-tilgangen. Idéen med nudging er, ved hjælp af handlingsanvisende initiativer, at påvirke mennesker til hensigtsmæssige valg. Et ”nudge” er et lille nænsomt skub, der påvirker menneskers valg og handlinger i en ønskværdig retning. I praksis kan det være farvede fodspor, der leder folk til skraldespanden.

”Byrummet er vores fælles dagligstue”

Marianne Gram Thrane som er med i Nudge Aarhus forklarer sit engagement i gruppen med, at byrummet er vores fælles dagligstue. Derfor skal det være rydeligt så der er plads til alle. Holdningen i samfundet er imidlertid, ifølge Marianne, at byrummet ingens rum er. Hun håber på lang sigt at kunne ændre denne holdning og få alle folk til at tage ansvar for ”vores fælles dagligstue” – vores by.

Initiativet har fået positive ord med på vejen af både arbejdende og handlende i Latinerkvarterets caféer og butikker. Her har der længe været opmærksomhed omkring problemet med de mange cigaretskodder i de ellers så smukke brostensbelagte gader. Og problemet vokser eftersom de cigaretskod der allerede ligger på gaden tiltrækker flere. Som en forbipasserende i Latinerkvarteret bemærker: ”Det er jo ikke Singapore; her er der ikke klinisk rent og det lægger op til, at man smider sine skod – mellem brosten og andre skod.” Spørger man hvordan man undgår at folk smider skod på gaden, er svaret flere synlige skraldespande, hvor man både kan smide sit skrald og sine skod.

Nu kan du lave din egen “Skod op” aktion, med et Skod-op-gør-det-selv-kit. Læs mere

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *