Stem endelig. Men det er mindst lige så vigtigt at engagere sig i hverdagen

I forbindelse med kommunalvalget skrev vi denne kronik, som blev bragt i Politiken på valgdagen den 21. november. Vores oprindelige overskrift var “Lad os skabe den nye politik fra vores hverdag”. Det er en opfordring til politikere og alle andre om at se det store engagement, der udfolder sig i hverdagen og inkludere det i det politiske arbejde.

Kronikken er skrevet af Paul Natorp, Kristin Birkeland, Morten Daus-Petersen, Jeppe Spure, Torben Vinter og Annemette Digmann.

Læs kronikken på politiken.dk

Stem endelig. Men det er mindst lige så vigtigt at engagere sig i hverdagen

Snart er der kommunalvalg, og politikerne har de seneste uger været travlt optaget af at komme i dialog med vælgerne. Men ikke alt er godt. Vi oplever i disse år et voksende demokratisk underskud, der kommer til udtryk ved, at tilliden til politikerne falder, og at færre stemmer. En af årsagerne er sandsynligvis, at mange føler, der bliver længere og længere fra Christianborg og rådhusene ud til deres hverdag. Oven i hatten står vi som samfund over for en række massive udfordringer som f.eks. klimaforandringer, migration og stigende social marginalisering.

Kommunalvalget er en oplagt anledning til at se nærmere på, hvad der skal til for at vende den negative udvikling og styrke demokratiet. Nøglen må ligge i at reducere afstanden mellem borgere og politikere og forbedre vores fælles evne til at skabe nye løsninger. Og meget tyder på, at der er en rigtig god mulighed for at gøre noget ved det.

I midten af september afholdt vi i Sager der Samler sammen med en lang række andre aktører folkefestivalen Rethink Activism i Aarhus. Her samlede vi med borgere og græsrødder som initiativtagere et program på 250 workshops, samtaler, koncerter og meget mere. Formålet var at sætte fokus på den handlekraft, der spirer frem mange steder i samfundet og synliggøre hverdagens aktivister, som med opfindsomhed og sans for samarbejde er gået i gang med at forandre verden lige der, hvor de er. Vi satte scenen til oplevelsen af konkrete initiativer med en optimistisk vision for samfundet – ikke metoder og tom snak.

Festivalen fandt sted på det gamle slagteri- og kraftværksområde på Sydhavnen i Aarhus, som blev forvandlet til en by i byen med rådhus, skole, virksomhed, kulturhus, værested, sundhedshus, osv. Byen bredte sig over areal svarende til 10 fodboldbaner, og da festivalen begyndte fredag morgen strømmede byens nye indbyggere til. Interessen og nysgerrigheden viste sig at være kæmpestor, og den holdt sig helt til afslutningen søndag aften. Selvom vi havde ganske få midler til markedsføring, besøgte flere end 10.000 festivalen i de tre dage, den varede.

Hvis festivalen viste én ting, så er det, at der er rigtigt mange mennesker, som engagerer sig i samfundet og er i gang med at forandre det. Som Anne Bech-Danielsen fra Politiken formulerede det i foromtalen: ”Det er unge som gamle, der rykker: Flygtninge, arbejdsløse eller mennesker, der bare har fået nok af overforbrug, isolation eller af ikke at gøre noget, og de er flere end bare en lille håndfuld muntre civilister.”

En ny måde at være politisk aktiv

I festivalprogrammet var der hundredevis af konkrete og visionære eksempler på, hvordan vi som helt almindelige mennesker kan være med til at skabe nye løsninger.

Et eksempel er Annbritt Jørgensen og Steffen Sand, som har været på kontanthjælp i mange år og lever med psykiske diagnoser. De har startet Skraldecaféen, der bruger overskudsmad fra supermarkedernes containere til at lave fællesskaber og hjælpe mennesker som dem selv ud af isolation.

Eller den lokale ildsjæl Jeppe Spure Nielsen, som er en af initiativtagerne bag ‘Forskøn Hans Broges Gade’, der har skabt konkrete forbedringer af bymiljøet i en gade og et nyt fælleskab mellem beboerne på Frederiksbjerg i Aarhus. Gadefællesskabet eksperimenterer her med at være by-skabere fremfor blot by-brugere i de nære offentlige rum, som de færdes i.

Og så er der også iværksætteren Metin Aydin, som hjælper en syrisk flygtning, der sidder fast i det kommunale system. Syreren har en drøm om at blive selvstændig frisør. Metin guider ham igennem momsreglerne og hjælper ham med at sætte en Facebookside op. I dag er Aarhus en mobil frisørsalon rigere, mens Metin har skabt foreningen Egenvirksomhed.nu, hvor han og andre frivillige hjælper folk på kontanthjælp med at realisere drømmen om at blive selvstændige.

Metin har gjort det, fordi han har mødt et menneske, som havde det rigtig svært, og som han kunne hjælpe. Og så er det samtidig hans måde at være politisk aktiv, fordi han sætter nogle kompetencer i spil, som han selv har, og som mangler i det offentlige system. Det er en måde, han kan gøre en forskel på.

Hverdagspolitikere med lille ”p”

Forskere og meningsdannere har også fået øje på den nye bevægelse, som bliver synlig gennem festivalen. De bruger ofte begrebet ”ad-hoc frivillighed” til at beskrive den, men det bygger på en misforståelse. Derfor har vi valgt at kalde den ”hverdagsaktivisme”.

Den nye handlekraft kan ikke direkte sammenlignes med den klassiske frivillighed. Hverdagsaktivismen er udtryk for en mere entreprenant tilgang, hvor vi som borgere ikke er enten brugere eller frivillige. Her er ikke nogen, der bliver sat til noget. Tværtimod bryder vi som borgere ud af de vante roller, bliver politiske individer og skaber gennem vores initiativer platforme for at tale en sag og pege på konstruktive løsninger.

Bevægelsen er med andre ord udtryk for en ny demokratisk folkelighed, der forbinder hverdagslivet med det politiske på en meget konkret måde. Folk venter ikke længere på, at kommune, stat og alle mulige andre instanser tager initiativet. De vil forandre verden, lige der hvor de er, og de orker ikke at høre mere snak. De går bare i gang.

Nogle sætter spørgsmålstegn ved hverdagsaktivisternes evne til at sætte sig ud over særinteresser. Og naturligvis kan man være meget optaget af sin egen sag, men det personlige er ikke altid udtryk for snæver egeninteresse.

Når Annbritt og Steffen starter en skraldecafé tager de udgangspunkt i deres egen situation, men samtidig hæver de sig over, hvad der er lige foran næsen og ser længere ud. De er eksperter i deres eget liv, og de bruger denne særlige viden til at vise os noget, som har betydning for hele samfundet – nemlig hvordan vi kan forbinde bæredygtighed med løsningen af sociale problemer.

Dermed bliver Annbritt og Steffen en slags hverdagspolitikere med lille ”p”, fordi de repræsenterer en større sammenhæng uden at være knyttet til et bestemt parti.

Aktiv deltagelse er en bevægelse i sin egen ret

En anden misforståelse opstår, når hverdagsaktivismen og dens initiativer bliver beskrevet som midlertidige, og der således drages tvivl om deres holdbarhed.

Skraldecaféen er som mange andre initiativer løst organiseret og båret af kræfter, som hverken har faglighed eller faste budgetter. Til gengæld er der et stærkt ejerskab, og projektet er resultatet af mange års arbejde med at forandre sin egen livssituation. Det er et højere formål, der får os ud af sengen om morgenen og derfor fortsætter arbejdet uanset, om der er projektmidler eller ej. Her er ingen flygtighed, men naturligvis større gennemslagskraft med opbakning end uden.

Den særlige værdi ved Skraldecaféen og mange andre initiativer, som borgere tager,
er, at de gennem deres eget eksempel viser nye veje til at løse et vanskeligt problem, sætter spørgsmålstegn ved det eksisterende og peger på værdifulde, oversete ressourcer. Samtidig har de taget kontrollen over deres eget liv tilbage, og har fornyet troen på, at de har en rolle at spille i det store fællesskab.

Derfor er der er brug for en ny måde at kunne tale om det, der oprindeligt lå i ”aktivt medborgerskab”. Vi skal væk fra en tendens til, at vores deltagelse i samfundet bliver gjort til en ressource kommunekassen kan trække på, forvalterne kan projektgøre, forskerne analysere og politikerne profilere sig på. Alt sammen ud fra præmissen om, at borgernes ressourcer skal indgå i fornyelsen af velfærdssamfundet.

Rethink Activism Folkefestival skabte i stedet en fortælling om aktiv deltagelse som en bevægelse i sin egen ret. For hverdagsaktivisterne sætter spørgsmålstegn ved, hvad politik egentlig er. De siger, hvordan kan man skabe et nyt samfund? Hvordan kan det se ud? De forsøger selv at skabe eksempler på nye løsninger og vise, hvordan det samfund, vi drømmer om, kunne se ud nu.

Politisk fokus på at styrke demokratiet

Partilederne fra Enhedslisten, Alternativet, SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet satte i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 3/10 fokus på behovet for at styrke demokratiet.

Her beskrev de udfordringen på denne måde: ”Hvis nogle grupper i samfundet ikke deltager, så bliver deres stemmer ikke hørt og derfor ikke afspejlet i de politiske beslutninger. Det er ikke kun et problem for dem, der ikke er med. Det er også et problem for samfundet. Manglende engagement og indflydelse fører hurtigt til en afmægtighed, som svækker sammenhængskraften og følelsen af forpligtelse over for fællesskabet.”

Vi mener, at borgernes aktivisme i hverdagen peger på en oplagt vej til et større politisk engagement. For når man er med til at skabe løsninger på de problemer, man selv møder i sin hverdag – og når man gør det på en måde, hvor man handler for sit eget bedste og i fællesskab med andre for det fælles bedste – så sker der også en demokratisk dannelse. Man opdager sin egen evne til at skabe forandring og får en stemme, der bliver lyttet til. Det kan der bygges videre på.

I kronikken kommer Pernille Skipper, Uffe Elbæk, Pia Olsen Dyhr, Morten Østergaard og Mette Frederiksen selv med fire forslag, der skal rette op på det demokratiske underskud.

De vil udvide Skolevalg til gymnasier og erhvervsskoler og tilbyde undervisningsforløb i demokrati; de vil støtte kommuners brug af borgerdrevne budgetter, hvor der afsættes en sum penge til et boligområde, en landsby eller en forening, hvor borgerne selv får medansvar for at udvikle deres område; de vil oprette et center for demokratiudvikling og borgerinddragelse; og de vil desuden udvide brugen af mobile valgsteder, som kommer rundt til ungdomsuddannelser og sociale væresteder for at gøre det så let at stemme som muligt.

Det er på høje tid vi snakker sammen

Partilederne ønsker ”en politisk samtale, hvor flere kommer til orde, og flere synspunkter og argumenter kommer på bordet.” Vi bakker op om initiativet og opfordrer samtidig politikerne til gå i gang allerede nu i deres egen hverdag.

Ritt Bjerregaard peger i et interview i Politiken den 7/10 på en af udfordringerne i netop den politiske hverdag: ”Når man er på Christiansborg, er man hele tiden travlt optaget af at skabe flertal og alliancer, og det er jo et helvedes arbejde. Så bliver det svært at tænke nyt, hvis man ikke diskuterer politik med nogen uden for Christiansborg.”

Hun peger også på, hvilken betydning det har, at partiforeningerne har mistet så mange medlemmer: ”Tidligere var den bredde i ens kreds, hvor der var en blanding af folk fra vidt forskellige baggrunde: en direktør, en kunstner, en sundhedshjælper og så videre. For mig var det klart, at kredsen var repræsentativ og gav mig noget, jeg ikke kunne få andre steder. Derfor er det rigtig problematisk, at partiforeningerne er blevet så små.”

Et af forslagene fra partilederne er et center for demokratiudvikling og borgerinddragelse. Det skal, som de formulerer det, ”udvikle løsninger, der vækker borgernes politiske entusiasme og fremmer borgerindflydelse og den demokratiske dialog.”

Det lyder som en rigtig god idé. Men gå ikke over åen efter vand, for vi oplever, at borgernes politiske entusiasme allerede findes, og at den er lysvågen. Lad være med at vente på, at der opbygges et center. Rigtigt mange borgere er allerede i fuld gang med at afprøve nye måder at udvikle samfundet og løse nogle af de problemer, der har størst betydning i deres liv. Her er der masser af inspiration at hente.

Ritt Bjerregaard peger på, at det kunne være interessant for en politiker at tale med Anne Lise Marstrand-Jørgensen fra Venligboerne om flygtningepolitik. Men lad det ikke stoppe her. Der er mange flere at tale med.

Kom ud og tal med Annbritt og Steffen om marginalisering og få idéer til, hvordan bæredygtighed kan blive et middel til at skabe nye fællesskaber. Kom ud og tal med Metin om, hvordan iværksætteres særlige kompetencer kan inspirere til nye måder af hjælpe flygtninge i arbejde. Kom ud og tal med de mange, mange hverdagsaktivister, der går rundt i hverdagen og gør en forskel.

Det er på høje tid vi snakker sammen og genoptager den nære politiske samtale. Den demokratiske ulighed kan kun rettes op gennem dialog, samarbejde og en vilje til at nå en fælles forståelse gennem en fælles lære- og dannelsesproces. Det kan ikke ske gennem strategisk kommunikation, der går ud på ensidigt at på påvirke vælgere til at støtte en bestemt politik.

Der ligger en fare i, at politikerne overvurderer sig selv og undervurderer borgernes opfindsomhed. Vi opfordrer derfor politikerne til at skærpe deres blik for de politiske visioner, der skabes i hverdagen. Hverdagsaktivisterne har gjort sig spilbare, og de er klar til at afprøve nye løsninger sammen med det etablerede system – med hverdagen som udgangspunkt.

Det er vores dybeste overbevisning, at den eneste måde, vi kan lykkes med alle de store omstillinger, vi står i som samfund – uanset om vi snakker om tillidskrise, migration eller klimaudfordringer – så er det, hvis vi alle sammen kan være en del af det. Det vigtigste fundament for et levende demokrati er, at flere kommer til at føle ejerskab til udviklingen af samfundet og er med til at skabe optimistiske visioner for fremtiden.

Lad os tage hverdagslivet tilbage som fundamentet for ny politik – det er her vi lever vores liv.

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *