Forskere og meningsdannere bruger ofte begrebet “ad-hoc frivillighed” til at beskrive den type engagement og handlekraft, som Sager der Samler står for. Men det bygger på en misforståelse. Vi har valgt at kalde den “hverdagsaktivisme”. Den nye handlekraft kan ikke direkte sammenlignes med den klassiske frivillighed. Hverdagsaktivismen er udtryk for en mere entreprenant tilgang, hvor vi som borgere ikke er enten brugere eller frivillige. Her er ikke nogen, der bliver sat til noget. Tværtimod bryder vi som borgere ud af de vante roller, bliver politiske individer og skaber gennem vore initiativer platforme for at tale en sag og pege på konstruktive løsninger.

For fem år siden lejede vi 248 m2 i en erhvervsejendom ved Pustervig Torv midt i Aarhus. Vi var fem forskere og konsulenter, der havde fået den lidt luftige tanke at skabe en organisation med det finurlige navn “Sager der Samler”. Målet var at samle mennesker på tværs af sædvanlige organisatoriske skel om at skabe løsninger på nogle af samfundets store udfordringer.

Vores skriveborde fyldte kun et lille hjørne i de mange kvadratmeter, og vi havde allerede inden vi gik i gang måttet indse, at vi manglede gode svar på de mange spørgsmål fra venner og kolleger om, hvilken forretningsmodel, der skulle understøtte vores arbejde. I stedet sagde vi lidt kækt: “Betragt det som en overskudshandling, nu går vi bare i gang”.

Derefter begyndte vi at invitere mennesker fra vores netværk og spørge dem: “Hvad ville du engagere dig i, hvis du kunne?” Vi forestillede os, at vi skulle samle professionelle fra forskellige dele af samfundslivet om brede og komplekse samfundsudfordringer som bæredygtighed, inklusion og sundhed og bruge vores viden fra innovationsprocesser og lederudvikling til at skabe nytænkende løsninger, der kunne implementeres i kommunerne, på hospitalerne og i skolerne. Men i virkeligheden var vi, uden at det straks gik op for os, i gang med at dykke ned under de professionelle roller og opdage den handlekraft, der findes i hverdagslivet, når man ikke er på job.

De er flere end bare en håndfuld

Det var nemlig ikke de professionelle, der tog fat. Det var de studerende, de arbejdsløse, pensionisterne og ildsjælene, der savnede mening inden for rammerne af deres jobs. Vi opdagede, at der er masser af engagement og opfindsomhed i hverdagslivet udenfor mødelokalerne. Det er unge som gamle, der rykker og er klar til at engagere sig: Flygtninge, kontanthjælpsmodtagere eller mennesker, der bare har fået nok af overforbrug, isolation eller af ikke at gøre noget, og de er flere end bare en lille håndfuld.

Vi opdagede også, at vores rolle ikke var at stille op med konsulentværktøjskassen og facilitere eller give gode råd. Det, der var brug for, var et sted, der kunne give mod, netværk og inspiration. Det er ikke innovationsprocesser der forløser engagementet. Der er brug for nye fællesskaber, der kan bakke op om handlekraften i hverdagen. Fællesskaber, som inspirerer mig til at gå i gang, som hjælper mig, når jeg er udfordret og giver adgang til handlemuligheder og ressourcer, når jeg er parat. Forandring kommer ikke af gode idéer alene. Den kommer, når vi tager fat og er klar til at stå en distance. Vi har brug for fællesskabets opbakning.

I de fem år vi har arbejdet med Sager der Samler, er der vokset et væld af initiativer ud af vores fællesskab, som hver især er stærke fortællinger om handlekraft i hverdagen og viser nye veje til at skabe løsninger på konkrete samfundsudfordringer.

Løsninger på konkrete samfundsudfordringer

Et eksempel er Skraldecaféen, som Annbritt Jørgensen og Steffen Sand står bag. De har været på kontanthjælp i mange år og lever med psykiske diagnoser. I Skraldecaféen bruger de overskudsmad fra supermarkedernes containere til at lave fællesskaber og hjælpe mennesker som dem selv ud af isolation. Nu er de ansat i flexjob i en forening, de selv har stiftet, og er ved at etablere en fysisk base i et byudviklingsområde på Sydhavnen i Aarhus, hvor de bygger bro mellem et fremvoksende kreativt erhvervsmiljø og værestederne for forskellige grupper af udsatte borgere, der i mange år har ligget i området.

Et anden eksempel er Vaskeriet. Pia Stabell Hjort og Katrine Knudsen er socialpædagoger og har i mange år arbejdet på bosteder for udviklingshæmmede. De har startet et vaskeri i fællesvaskeriet i boligforeningen Søvangen i Brabrand. Vaskeriet er både en virksomhed, en øvebane for udviklingshæmmede, der drømmer om et almindeligt arbejde uden for beskyttede tilbud, og det er et nyt fællesskab for boligforeningens og områdets beboere, som gør mange tryggere og bryder ensomhed og isolation.

Der er mange flere initiativer. For eksempel Social Sundhed, der blev startet af Kristina Louise Bliksted, som var studerende, da hun gik i gang. Hun havde i sin egen familie oplevet den ulighed, der kommer til udtryk ved, at mennesker, der lever med misbrug, hjemløshed eller psykiske udfordringer, ofte har vanskeligt ved at gøre brug af sundhedsvæsnet. Social Sundhed organiserer sundhedsfaglige studerende som brobyggere mellem sårbare borgere og sundhedsvæsnet. Ved at ledsage, understøtte og motivere kontakten til hospitalet gør de på kort sigt en forskel i en én til én relation. På lang sigt ønsker de at lære, hvordan de som kommende professionelle i sundhedsvæsnet kan gøre en forskel for dem, der har det allersværest. Holdningen blandt de studerende er: “Vi kan måske ikke forandre systemet, men vi kan forandre os selv.”

Samtidig med vores erkendelse af, at det ikke kun var de professionelle, som var kilden til forandring, gik det op for os, at vi i virkeligheden selv var drevet af en længsel efter at være mere aktivt medskabende i udviklingen af vores samfund, også uden for vores professionelle roller. Vi var ikke tilfredse med blot at afgive vores stemme. Vi ønskede at skabe en konkret forbindelse mellem vores hverdagsliv og den politiske deltagelse, og vi ønskede ikke at engagere os i et politisk parti.

Et nyt sprog for hvad det er vi gør

Det samme gør sig gældende for alle de mennesker, der lægger deres engagement i Sager der Samler. Derfor har vi også brug for et nyt sprog.

Den type engagement og handlekraft, som Sager der Samler står for, bliver ofte kaldt “ad-hoc frivillighed”. Men ordet dækker ikke. Vi kalder den “hverdagsaktivisme”, fordi denne form for handlekraft er udtryk for en mere entreprenant tilgang end frivillighed i klassisk forstand. Her er man ikke enten bruger eller frivillig, men bryder som borger ud af de vante roller og bliver et politisk individ, som sammen med andre skaber platforme for at tale en sag og pege på konstruktive løsninger.

Hverdagsaktivismen er med andre ord udtryk for en ny demokratisk folkelighed, der forbinder hverdagslivet med det politiske på en meget konkret måde. Folk venter ikke længere på, at kommune, stat og alle mulige andre instanser tager initiativet. De vil forandre verden, lige der hvor de er, og de orker ikke at høre mere snak. De går bare i gang.

Og hverdagsaktivisterne er ikke kun en lille flok. Det blev tydeligt, da vi i september sidste år afholdt folkefestivalen Rethink Activism i Aarhus. Her afviklede vi med borgere og græsrødder som initiativtagere og flere end 10.000 deltagere et program på 250 workshops, samtaler, koncerter og meget mere. Formålet var at synliggøre handlekraften, som spirer frem, og hvis festivalen viste én ting, så er det, at der er rigtigt mange mennesker, som engagerer sig i samfundet og er i gang med at forandre det.

At bruge sine erfaringer til fælles bedste

Det er nemt at finde ting i vores hverdag, som vi gerne vil lave om på. Hverdagsaktivisme er netop, at man bare går i gang med at arbejde for en bedre hverdag – for sig selv og for andre. Hverdagsaktivisme handler om at skabe et fælleskab for forandring og bygger på ideen om, at vi alle sammen, uanset hvem vi er, kan deltage i arbejdet for et bedre samfund. Alle kan være hverdagsaktivist – det er kun et spørgsmål om at tage initiativ og gå i gang. Det eneste det kræver er et øje for, at der er noget, der kan blive bedre og viljen og overskuddet til at lave om på det. Man kan tage udgangspunkt i sit arbejde, en fritidsinteresse eller noget helt tredje i sin egen livssituation.

Nogle sætter spørgsmålstegn ved hverdagsaktivisternes evne til at sætte sig ud over særinteresser. Og naturligvis kan man være meget optaget af sin egen sag, men det personlige er ikke altid udtryk for snæver egeninteresse. Når Annbritt og Steffen starter en skraldecafé, tager de udgangspunkt i deres egen situation. Men samtidig hæver de sig over, hvad der er lige foran næsen og ser længere ud. De er eksperter i deres eget liv, og de bruger denne særlige viden til at vise os noget, som har betydning for hele samfundet – nemlig hvordan vi kan forbinde bæredygtighed med løsningen af sociale problemer. Dermed bliver Annbritt og Steffen en slags hverdagspolitikere med lille “p”, fordi de repræsenterer en større sammenhæng uden at være knyttet til et bestemt parti.

Et højere formål

En anden misforståelse opstår, når hverdagsaktivismen og dens initiativer bliver beskrevet som midlertidige, og der således drages tvivl om deres holdbarhed.

Skraldecaféen er som mange andre initiativer løst organiseret og båret af kræfter, som hverken har faglighed eller faste budgetter. Til gengæld er der et stærkt ejerskab, og projektet er resultatet af mange års arbejde med at forandre sin egen livssituation. Det er et højere formål, der får os ud af sengen om morgenen, og derfor fortsætter arbejdet uanset, om der er projektmidler eller ej. Her er ingen flygtighed, men naturligvis større gennemslagskraft med opbakning end uden.

Den særlige værdi ved Skraldecaféen og mange andre initiativer, som borgere tager, er, at de gennem deres eget eksempel viser nye veje til at løse et vanskeligt problem, sætter spørgsmålstegn ved det eksisterende og peger på værdifulde, oversete ressourcer. Samtidig har de taget kontrollen over deres eget liv tilbage, og har fornyet troen på, at de har en rolle at spille i det store fællesskab.

Derfor er der brug for en ny måde at kunne tale om det, der oprindeligt lå i “aktivt medborgerskab”. Vi skal væk fra en tendens til, at vores deltagelse i samfundet bliver gjort til en ressource, som kommunekassen kan trække på, forvalterne kan projektgøre, forskerne analysere og politikerne profilere sig på. Alt sammen ud fra præmissen om, at borgernes ressourcer skal indgå i fornyelsen af velfærdssamfundet.

En ny slags politiske fællesskaber

Vi oplever i disse år et voksende demokratisk underskud, der kommer til udtryk ved, at tilliden til politikerne falder, og at færre stemmer. En af årsagerne er sandsynligvis, at mange føler, der bliver længere og længere fra Christianborg og rådhusene ud til deres hverdag.

Demokratiet hviler på en grundlæggende følelse af at være med i et politisk fællesskab. Følelsen af ansvarlighed i forhold til samfundsudviklingen kommer samme sted fra. Hvis vi kun deltager ved at synes noget eller hvis fællesskabet i for høj grad defineres ud fra økonomiske og instrumentelle forståelser, som vi ikke kan koble til vores eget hverdagsliv, svækkes den følelse nemt. Vi er derfor overbeviste om, at det er helt afgørende at skabe en ny slags politiske fællesskaber.

Hverdagsaktivister organiserer sig i handlingsfællesskaber omkring en sag. De kan være et godt bud på, hvordan vi styrker forbindelsen mellem folk og Folketing. Handlingsfællesskaber har en indre dimension, hvor de kan hjælpe mig til at mærke mig selv, kende mit ståsted, finde mening og forstå verden. De kan opildne, støtte og give tryghed, og jeg bliver del af et handlingsfællesskab ved at få mulighed for at tage del og bidrage.

De har også en ydre dimension, som er det politiske – selve sagen. For Skraldecaféen handler det om at sætte fokus på et overset fattigdomsproblem i Danmark og inspirere os til ikke at lade hverken materielle eller menneskelige ressourcer gå til spilde. Social Sundhed peger på en alvorlig udfordring omkring ulighed i sundhed og det faktum, at udsatte danskere i gennemsnit dør mange år tidligere end de mere velstillede.

Sagen blev selve demokratiet

Demokrati er en form for liv i forening med andre. Vi bliver klogere af at lytte til hinanden og i fællesskabet flytter samtalen tæt på. Samtalerne fra Christiansborg er ofte fjerne og strategiske. De føres ikke for at involvere os og gøre os klogere, men for at få stemmer og magt. På den måde, kan handlingsfællesskaber skabe en identitetsmæssig opbakning til demokrati som modsætning til et system, der alene fungerer politisk-juridisk igennem institutioner. Og det væsentlige for demokratiet er ifølge Hal Koch, at vi har en identitet som medborgere og føler os forpligtet på at deltage i det politiske fællesskab.

Normalt er vores mulighed for at påvirke samfundet begrænset til vores demokratiske stemme ved valgene. Det er en individuel handling, blot et kryds, og for de fleste forbliver det demokratiske fællesskab abstrakt.

Hverdagsaktivsmen er derimod et konkret fællesskab, der gennem handling skaber en direkte forandring. En forandring, der kommer indefra, og som ikke er tilpasset eller formet af offentlige instanser og institutioner. Det er ikke en ramme, der udfyldes, men et nyt fællesskab, der opstår.

For os, der startede Sager der Samler, blev sagen selve demokratiet. De demokratiske kanaler ind i vores politiske institutioner er ved at sande til ved at færre og færre melder sig ind i et politisk parti. Derfor må vi udvikle nye fællesskaber, der kan være platforme for vores engagement som medborgere, skabe nye løsninger og bringe vores politiske deltagelse tæt på vores hverdag.

Hverdagsaktivismen minder os også om, at vi altid først og fremmest er mennesker, der indgår i nære, levende fællesskaber. Vi er ikke blot isolerede individer, der udfylder abstrakte, forudbestemte roller. Hverdagsaktivisterne minder os om, at samfundets system af institutioner og instanser i sidste ende består af levende mennesker i konkrete fællesskaber, som er til for mennesker. På den måde er hverdagsaktivismen også et kritisk og oplysende projekt, der viser samfundets blinde vinkler – og et dannelsesprojekt, der kan hjælpe os til at træde i karakter som mennesker.