“Godsbanden” – tilgængelighed og fællesskab for alle

Godsbanden3 - 2014x400

“Godsbanden” er navnet på en ny guideordning på Godsbanen. En flok faste brugere af Godsbanen mødes hver mandag kl. 14-16 i de grønne sofaer i foyeren. Nogle har handicap, andre ikke. Målet er at hjælpe alle – også mennesker med særlige behov – til at lære Godsbanen bedre at kende ved at være en del af et trygt fællesskab.

I løbet af sommeren sidste år samlede John Liholm fra Voksenhandicap en bred kreds af professionelle og borgere i et fælles initiativ. Det drejede sig om at gøre byens fritids- og kulturliv mere tilgængeligt for mennesker med særlige behov.  I marts begyndte vi at eksperimentere med en guideordning på Godsbanen. Det fungerede godt, og vi har derfor besluttet at fortsætte.

Navnet er Godsbanden, fordi vi holder til på Godsbanen og fordi, at det centrale element i guideordningen er fællesskabet. Samtidigt understreger navnet humor og uhøjtidelighed, som vi mener, er vigtige værdier i mødet mellem mennesker.

Et fællesskab, der udvider de eksisterende rammer

I Godsbanden er vi nysgerrige efter at lære både stedet og hinanden bedre at kende. Især er vi nysgerrige efter at lære, hvordan vi bruger hinandens forskellige ressourcer og får blik for nye muligheder. Vi har sammen udforsket Godsbanens arealer og værksteder. Indtil videre har vi blandt andet arbejdet med ler, designet skilte på lasercutteren og kørt/løbet kapløb op ad Godsbanens skæve tag.

Vigtigst af alt har vi det hyggeligt sammen og møder mennesker, som vi ellers ikke ville have lært at kende. Mødet på tværs af normale skel skaber respekt for forskellighed og interesse for hinanden. Efter at have mødt Lotte og Svend fra Bofællesskabet Stautruphus på Godsbanen, planlægger Louis, der hver dag bevæger sig rundt på Godsbanen i sin kørestol, nu at besøge dem.

Tilstedeværelsen af den nye gruppe mennesker hver mandag har også sat nye tanker om tilgængelighed i gang fra Godsbanens side. ”Når vi ud til alle?” – er et spørgsmål, Tine Nørgaard, der er projektmedarbejder på Den Selvejende institution Godsbanen, nu stiller sig selv.

Godsbandens videre planer

Udover at forsætte guideordningen, vil vi bruge de faste møder til at videreudvikle den. Godsbanen er et spændende sted at udforske, men er i høj grad et ”gøre-sted” og ikke så meget et ”være-sted”. Det betyder, at det for mennesker med særlige behov kan være svært at deltage på alle fronter. Vi vil derfor se på hvilke andre steder og aktiviteter, vi kan udforske sammen. Og Godsbanden er begyndt at drømme om sin egen skurvogn – med tilgængelighed og fællesskab for alle.

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *