Vi gør klar til DHL Stafetten

Sidste år deltog 60 mennesker med udviklingshæmning i DHL Stafetten på lige fod med 45.000 andre aarhusianere. Det var en helt fantastisk dag med succesoplevelser, fællesskab og en helt særlig stemning. Vi kan slet ikke lade være med at gentage succesen, så nu gør vi klar til DHL Stafetten i år.

Pia Stabell Hjort og Katrine Knudsen har allerede været rundt i bofællesskaberne i Aarhus Syd/Vest, for at høre, hvem der vil være med i år. Og Katrine fortæller: ”Det var rigtig fedt at være rundt i bofællesskaberne og fortælle om stafetten. Beboerne havde glædet sig til vi kom, og der var rigtig mange, der gerne vil være med – endnu flere end sidste år”

Stafetten spreder også glæde i hverdagen

I år har vi samlet 14 hold – i alt 70 mennesker med udviklingshæmning, og vi har meldt os til DHL Stafetten i Mindeparken tirsdag den 18. august. De næste måneder står på træning og samvær på tværs af de forskellige bofællesskaber, for ’Sammen om DHL Stafetten’ handler om meget mere end den dag, hvor vi er med til stafetten. Og der er fællestræning i Mindeparken d. 10. maj og d. 27. juni, hvor alle er velkomne til at være med.

”Sammen om DHL Stafetten har gjort en stor forskel i deltagernes hverdag. Flere er begyndt at træne, holdt op med at ryge og vi har fået styrket vores fællesskab og netværk. Vi har set ressourcer hos os selv og hinanden, som vi ikke anede vi havde” pointerer Pia.

Sponsorerne er aktivt med

Sidste år valgte flere af sponsorerne at gå eller løbe sammen med deres hold. Rambøll sponsorerede et hold, og efter stafetten sagde Lise Svinth Jonassen, HR partner hos Rambøll: ”Jeg har fulgt med i alle forberedelserne på Facebook og gik sammen med Rambølls hold. Det var stort at opleve den glæde og stemning, der var. Vi er med til at samle to verdner – virksomheder og beboerne. Selvfølgelig skal alle kunne være med.”

Finn Andersen, formand for Dansk Metal Aarhus, fortalte: ”For os er ’Sammen om DHL Stafetten’ et flot og godt lokalt initiativ. Jeg var med på holdet og har fået et nyt syn på mennesker med handicap. Jeg er glad for at Metal Østjylland kan være med til at give deltagerne fra bostederne så stor en oplevelse. ”

Thomas Medom, Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, er en af de sponsorer, der vil løbe med sit hold i år. Vi er glade for og stolte over, at Thomas vil være med på holdet. Og vi er spændte på, om vi kan give kronprinsen baghjul i år.

Vi har allerede de første sponsorer på plads til stafetten i år. Det er Rambøll, Metal Østjylland, Danske Bank, Socialpædagogerne Østjylland, Rød Billet og Aarhus Kommune. Uden vores sponsorer ville Sammen om DHL Stafetten ikke kunne lade sig gøre. Vi er så heldige i år, at Lise Svinth Jonassen fra Rambøll og Finn Andersen fra Metal Østjylland, støtter op om initiativet ved at hjælpe med at finde sponsorer i deres netværk. Den hjælp er vi meget taknemmelige over. Kender du en virksomhed, organisation eller fagforening, der vil støtte et hold til ’Sammen om DHL Stafetten’, så skriv til Pia på: piastabellhjort@live.dk

Her kan du se en lille film om, hvordan det er at være med.

 

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *