Ren Havn – Sjov, skrald og fællesskab

Lørdag den 1. juni blev Aarhus Lystbådehavn renset for gamle bildæk, gammelt jern, fiskenet, cykler, computerskærme og andet skrald, der gennem mange år havde samlet sig på bunden af havnebassinet. Samtidig blev der skabt nye bånd mellem roere, dykkere, kajakker og sejlere – og 40 søsportsmennesker i alle aldre havde en sjov dag sammen.


Se nyhedsindslag om Ren Havn på TV2 Østjylland (starter 1:30 min.)

Målet med Ren Havn projektet er at mobilisere havnens brugere i en fælles mission om at passe på den fælles legeplads. Resultat er en renere havn og et stærkere fællesskab. Frivillige blandt søsportsklubberne tog initiativ til at planlægge arrangementet. Havnens erhvervsdrivende og kommunen bakkede aktivt op.

Se billeder på flickr

Arbejdet foregik ved, at deltagerne blev fordelt på tre hold, der hver fik ansvar for at rense et afmærket område. Dykkere, roere og sejlere i alle aldre samarbejdede over og under vandet med at bjærge skrald op fra bunden. Vi startede kl. 10 og nogle timer senere havde der formet sig tre store bunker med skrald på slæbestedet, der tjente som landingsplads.

Især dykkerne kom på hårdt arbejde. Der var dramatiske beretninger om ikke at kunne se en hånd for sig nogle meter under overfladen mens der blev fastgjort reb til store bildæk og cykler, der efterfølgende blev bjærget op til overfladen. Her sad nogle ganske unge sejlere og trak skraldet op når dykkerne efter aftale gav signal. Roerne var herefter klar til at trække optimistjolle med besætning og skrald ind til land. Her stod landkrabber klar til at tage imod og dokumentere høsten.

Omkring kl. 13 gik holdene i gang med at lave skulpturer af det bjærgede skrald. (“Sculptures by the Sea” åbnede samme dag ved Tangkrogen. Her lavede vi “Sculptures from the Sea”.) Der blev uddelt point for mængden af skrald, præsentation, sjove og mærkelige genstande og samarbejde. (Der var der blandt andet bundter med aviser, som skulle være delt ud, original Frem sodavand med kapsel fra et andet årti, skibsbatterier, en dæksstol med tangslør – straks døbt “Kong Neptuns Stol” og dæk fra traktor til cykelstørrelse.) Herefter blev der uddelt en vandrepokal til det vindende hold.

Brdr. Koch serverede en meget lækker frokost, P. Clausens Fiskehandel leverede råvarer, Havnens Perle stillede en pølsevogn til rådighed, lystbådehavnens ejer Sport & Fritid og Ren By projektet bakkede op med sparring og hjælp til bortskaffelse af skraldet. Arrangementet blev derfor også en anledning til at knytte bånd mellem dem, der bruger havnen til alvor og dem, der bruger den til leg.

På den lange bane er målet at gøre Ren Havn til en tilbagevendende begivenhed, der involverer alle aktører på havnen. Det er søsportsklubberne, virksomhederne, Aarhus Universitet med miljøskibet Thyra, Aarhus Kommune, Molslinien og naturligvis de mange mennesker, der færdes på havnen dagligt eller blot en gang i mellem.

Læs om baggrunden for Ren Havn

Søsportsklubberne ønsker desuden, at arrangementet kan blive en god anledning til at få kontakt med nye brugere af havnen og give dem mulighed for at tage del i et maritimt kulturfællesskab, som er helt særligt for Aarhus.

Initiativtagerne til Ren Havn er Sager der Samler og frivillige fra Aarhus Studenter Roklub, Dykkerklubben Bunden, Aarhus Sejlklub og Aarhus Kano & Kajakklub.

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *