Mød Marie Bisgaard – praktikant med interesse for det sproglige udtryk

Marie B 1024x400

Maries nysgerrighed kender ingen grænser når det kommer til sprog og bøger, og der er ingen tvivl om, at hun er på rette hylde som retorikstuderende på Aarhus Universitet. Marie er 24 år, fra Vind uden for Holstebro, og hun flyttede til Aarhus i forbindelse med studiestarten. Nu er hun i praktik hos Sager der Samler, hvor hun styrker kommunikationen med sin skarpe sans for det sproglige udtryk.

Sager der Samlers slogan Arena for aktivt medborgerskab fangede Maries interesse, da hun søgte praktikplads. ”Jeg er optaget af retorikkens rolle på samfundsplan og har arbejdet med begrebet “retorisk medborgerskab” i flere opgaver. Retorisk medborgerskab handler om, hvordan vi alle sammen kan bidrage med vores ideer og holdninger for at skabe forandringer i samfundet. Og det er her retorikken som fag kan bruges til at skabe rammer for god og konstruktiv debat.” Når Marie fortæller om sprogets nuancer, er det tydeligt hun brænder for retorik. ”Sprog er mega interessant – små ændringer af ord kan have stor betydning for budskabet.”

Marie startede i praktik i februar, og er faldet godt til hos Sager der Samler. ”Det er et spændende sted – det er udfordrende og lærerigt på mange måder. Jeg arbejder ikke kun med kommunikation, så jeg har også mulighed for at lære mere om samfundet generelt, og om hvordan mennesker kan skabe noget sammen. Her bliver jeg udfordret i min hverdag, blandt andet på min kreativitet – og jeg kommer i kontakt med nye sider af mig selv. Det var ikke noget, jeg havde forventet, men tror, man lærer meget ved at udfordre sig selv. ”

I sin praktik håber Marie at komme til at bruge retorikken konkret. ”Jeg vil gerne bruge de retoriske og analytiske redskaber, jeg har lært på universitetet i praksis. Jeg har ikke tidligere produceret konkret materiale – det vil jeg rigtig gerne. Og jeg vil ud af den klokke, man er i på universitetet og få et mere nuanceret syn på samfundet.

Arbejdsformen på Sager der Samler står i kontrast til universitetet, og Marie uddyber: ”Der er ikke så meget teori her, og jeg oplever andre metoder. Her gør vi tingene sammen og det er mere tværfagligt. Fra universitetet er jeg mere vant til at arbejde alene og selv bestemme, hvordan tingene skal være. Det er nyt for mig at prøve tingene af, som vi gør her – jeg mere vant til at gå ned i materien og analysere noget. Jeg tager nogle nye måder at arbejde på med mig – det er anderledes for mig med alle de plancher og post-its, så nogle gange kan jeg godt overveje, om de virkelig er nødvendige hele tiden. Men oftest viser det sig faktisk, at de hjælper til en bredere forståelse af tingene.”

Marie er engageret i flere af sagerne. ”Det er spændende at være med i sagerne og kunne se det overordnede formål. Jeg er med i Nudge Aarhus, og der er retorikken helt centralt. Nudging handler om at påvirke menneskers valg og handlinger med små kærlige skub, og måden, vi formulerer budskabet på, har betydning for, hvordan vi handler.”

”Jeg er også med i Aarhus ER for alle, og det er spændende at udfordre det normale. Jeg har været med til at starte en guideordning op på Godsbanen, hvor vi hjælper nye brugere med at falde til – også mennesker med særlige behov. Jeg kan godt lide idéen om, at alle skal have en chance, og alle kan være med. Jeg har haft studiejob hos OCN Danmark – Open College Network Danmark – der giver papir på uformel læring. For OCN er det en selvfølge, at alle kan noget. ”

Marie er med i SpecialeKlubben og skal selv skrive speciale til efteråret. ”Jeg overvejer at skrive om den politiske debat i medierne. Ofte svarer politikerne ikke på de spørgsmål, der bliver stillet, men snakker bare udenom. Samtidig lukker journalisterne selv den idealistiske debat om idéer og værdier ned, når de stiller lukkede spørgsmål, der kun lægger op til et ja eller nej-svar. I medierne er der ikke plads til debatten om, hvordan man skaber et bedre samfund, og det frustrerer mig tit.”

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *