Mød Karen Ingerslev – medstifter af Sager der Samler
Karen Ingerslev er 39, innovatør og én der sætter handling bag ordene. Familien spiller en vigtig rolle for Karen, og hun har løbet tre halvmaratoner for at se om hun kunne. Karen har været med helt fra starten i Sager der Samler, og hun pointerer: ”Det er vigtigt vi takler al opmærksomheden og den stigende tilslutning uden at miste vores livsnerve og puls. Det er afgørende vi bevarer vores fokus på nærvær, varme og det personlige engagement.”
Karen flyttede til Aarhus i forbindelse med studiestarten på Psykologi hvor hun specialiserede sig i organisationspsykologi. ”Jeg har arbejdet som proceskonsulent og udviklingskonsulent på det daværende Kommune Hospital – og jeg var simpelthen vild med det miljø. Jeg afleverede min Ph.d. Grænsekrydsende innovation i sundhedsvæsnet i juni, og nu er jeg innovatør på Aarhus Universitetshospital. Den tænkning, der ligger bag min Ph.d., er helt i tråd med det vi gør i Sager der Samler.”
Medstifter af Sager der Samler
Karen mødte Paul på Kaospiloterne, hvor han underviste og Karen var censor. ”Vi var fra starten enige om der er noget galt med det fokus der traditionelt set er på læring. Vi ville tage fat i nogen af de problemer der er mens man lærer.” Gennem Paul mødte Karen de andre stiftere af Sager der Samler; Kristin, Morten og Brett. ”Vi havde ikke en fast plan, men vi havde en ambition om hvad vi ville opnå.”
Nu går Sager der Samler ind i næste fase. ”Vi viser fænomenet Sager der Samler frem for dem i de store offentlige institutioner, og det er spændende om vi kan få dem til at gøre noget af det rigtige – flytter vi noget?” Karen har været med til at starte flere af initiativerne op. ”Jeg var med til at starte ”Toms Taxa”, ”Vand for alle” og ”Social Sundhed” op. Jeg giver projekterne et skub så de kommer i gang, og så slipper jeg. Min sag er Sager der Samler, og det er meget en organisatorisk sag. Hvis jeg skulle engagere mig i en sag nu, så skulle det være Multietnisk Kulturcenter. Jeg er vild med idéen om at tænke integration i forbindelse med mad.”
Familie og venner
Familien spiller en stor rolle for Karen. ”Det er vigtigt at alle har det godt og vi er sammen om at lave nogen ting. Mine børn er for eksempel med til at lave mad hver dag.” Karen er gift med Jørgen og mor til Nora på 13 og Andrea på 11. ”For 10 år siden fik jeg bonusbørnene Anne Sofie på 29 og Mads Emil på 25 ind i mit liv – de er en gave. Og jeg er lige blevet bonusmormor.”
Karen følger med i samfundsdebatten. ”Når jeg har tid læser jeg weekendavisen og ser deadline. Uretfærdighed, egoisme og folk, der ikke viser omtanke for andre, kan gøre mig helt irrationelt vred.” I sin fritid er Karen en ivrig løber. ”Jeg løber sammen med mine venner, og vi laver halvmaratonerne til fælles ture, vi har deltaget i London, Dresden og Amsterdam. I en travl hverdag er der ikke altid tid til at mødes med mine venner over en kop kaffe, men løbeaftalerne dem får jeg passet ind.”
Kommentarer ( 0 )