Når vi selv tager fat, styrker vi demokratiet

Jens har i flere år levet som hjemløs. Han oplevede, hvor svært det er at bevare en tillidsfuld relation til sine børn, når man ikke har sit eget sted. Nu har han taget initiativ til at skabe ‘Vores Rum’. I første omgang bliver det en legeplads, som forældre fra gaden og naboer bygger sammen. Ved at tage sagen i egen hånd er Jens med til at skabe nye løsninger og han får en stemme, der sætter et væsentligt problem på dagsordenen.

En af de ting, der motiverer mig allermest ved at være med i Sager der Samler er, at vi styrker demokratiet på en meget konkret måde. Demokrati handler om at være med. Hvert fjerde år er vi med, når vi vælger et hold politikere, som forvalter magt og ressourcer på vores vegne. I mellemtiden kan vi deltage i debatter og i lokaldemokratiet på skoler, på arbejdspladser og i foreninger. Men vi kan også tage sagen i egen hånd.

Det er der mange, der gør. Her er nogle flere eksempler.

Tager initiativ for at få ressourcer frem

Pia og Katrine er pædagoger på Stautruphus, et bofællesskab for voksne med udviklingshæmning. De vil bane vejen for, at vi bliver bedre til at se hinandens ressourcer og få dem i spil. Da en af beboerne spurgte om, hvorfor de ikke kunne være med at løbe sammen med ‘alle de andre’ blev det startskuddet til ‘Sammen om DHL Stafetten’. Sidste år deltog 60 udviklingshæmmede i DHL Stafetten på lige fod med 45.000 andre aarhusianere. Virksomheder, fagforeninger bakkede op som sponsorer og var med til at løbe eller gå.

I forlængelse af initiativet arrangerede vi sammen med beboerne ‘Middag og medborgerskab’, som gav input til Aarhus Kommunes nye medborgerskabspolitik og vi holdt workshop for at få idéer til nytænkte almene boliger til kommunens budgetlægning.

Tager initiativ for at styrke respekt i hverdagen

Kate, Helen, Antoniett, Afonso, Charlotte, Christina og nogle stykker mere er ved at skabe Aarhus Menneskebibliotek. De vil bidrage til mere respekt i hverdagen og nedbryde fordomme og berøringsangst overfor mennesker, der lever under andre præmisser en selv. Hvis vi aldrig har været rigtigt syge, har vi svært ved at forestille os, hvordan det er at leve med en kronisk sygdom. Hvis vi aldrig har prøvet at miste sanser eller bevægelighed, kan det være svært at vide, hvordan det er at leve med et handicap. Og hvis vi aldrig har været på flugt kan det være svært at vide, hvordan det er at være flygtning. I menneskebiblioteket kan man låne et menneske og høre om hendes liv og hverdag.

Det nære og deltagende demokrati

Demokrati er folkestyre. Men det kan være lidt vanskeligt at vide, hvad det betyder i praksis udover valg, afstemninger og debat. En klar og enkel definition fra en dansk forsker, dr. polit. Hans Aage lyder således: “Ved demokrati forstås simpelthen, at den enkelte har størst mulig indflydelse på sit eget liv og at der findes institutioner, som gør det muligt for alle interesser frit at komme til orde og blive konfronteret på en ligeværdig måde med henblik på at etablere en løsning.

Grundlæggende handler det altså om at have indflydelse på sit eget liv, have en stemme der bliver hørt og være med til at skabe løsninger.

Jeg tror mange kan opleve demokratiet som lidt fjernt og utilgængeligt. Ofte er det også store temaer, der kommer i spil som f.eks. miljø, klima, inklusion og hjemløshed. Det kan være overvældende og det er svært at se, hvordan vi selv skal kunne tage fat.

Alle dem, jeg har nævnt her, har tilfælles er, at de er ‘hverdagsaktivister’, der er med at skabe nye løsninger på problemer, de selv oplever. Og de tager fat der, hvor de har størst indflydelse, nemlig i deres hverdag. Derved kommer de til orde og er med til at forny samfundet nedefra.

Sager der Samler er et hus for hverdagsaktivister. Her bakker vi op om hinanden med fællesskab og netværk, når nogen tager initiativ. Det styrker det nære og deltagende demokrati.

Læs om Vores Rum
Læs om Sammen om DHL Stafetten
Læs om Aarhus Menneskebibliotek
Læs om alle andre initiativer her

Foto: Ole Bramsen

Share:

Kommentarer ( 2 )

  • Jens De st. Cyer-Sørensen says:

    Forskellen ved at være passiv og ved at handle, er at gennem handling er jeg i stand til at forandre noget der er vigtigt. I min situation er det at brænde for noget så åbenlyst at andre kan se det, en måde at forandre min by og min samfund på!

  • Kåre Bjørn Jensen says:

    Prisværdigt initiativ og virkelyst. Jeg er glad for at kende jer ildsjæle.

Skriv en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *