Tilbageblik på 2018
Kære alle,
Nu er 2018 snart forbi. Det var 50-året for ungdomsoprøret. Og det har været et år, hvor aktivismen blev tydelig i hele verden på godt og ondt. Fra kvindedemonstrationer og antivåbenprotester i USA til globale klimastrejker og De Gule Veste i Frankrig.
Under overfladen vokser desuden et mere stille hverdagsaktivistisk engagement, som skaber mod og mening, får nye stemmer frem i den demokratiske samtale og bidrager med væsentlige løsninger på fælles udfordringer. Det vil vi fortælle lidt om fra vores ståsted som et tilbageblik på året, der er gået.
Sagerne vokser ud af Aarhus. For første gang er et af initiativerne i Sager der Samler blevet landsdækkende. ‘Social Sundhed – brobyggere i sundhedsvæsnet’ startede i Aarhus i 2013, hvor 80 sundhedsfaglige studerende nu er brobyggere. Nu er der også etableret lokalafdelinger i København, MidtVest (Herning) og Fredericia.
Vi er begyndt at forske. Et andet udtryk for modenheden i initiativerne er, at de har sat sig så mange spor, at det for alvor giver mening at undersøge, hvilken forskel de gør. Sager der Samlers eget forskerteam med Anne Meta Nielsen, Lene Sick Ejlertsen og Annemette Digmann har undersøgt værdiskabelsen i ‘Vaskeriet – en øvebane for udviklingshæmmede’. Resultatet er udgivet som artikel i det videnskabelige tidsskrift Samfundslederskab i Skandinavien.
Aktivister laver partnerskaber med virksomheder. Initiativet ‘Waste Hunt’ og supermarkedskæden Lidl indgik i efteråret en aftale om samarbejde for at rydde op i naturen og indsamle data om affald. Gennem aftalen med verdens næststørste dagligvarekæde kan vi lære mere om at skabe forandring nedefra.
Initiativer bygger bro over kulturer. Mazen Haj Kassem er skuespiller og filminstruktør fra Syrien. Han er også flygtning og står bag ‘Syriske Filmdage’, der i efteråret gav et dansk filmpublikum i fem byer indblik i syrisk kultur med krigen som kulisse. Næste år kommer de syriske film også til Norge og der bliver arbejdet på at etablere Aarhus Arab Film Festival.
Det mobile bliver mere permanent. ‘Skraldecaféen’ har haft stor succes med at lave arrangementer i byens rum. Nu har de indgået en brugsaftale for et område i Sydhavnen i Aarhus, hvor der kan etableres en mere permanent base. I samarbejde med Realdania og Arkitekter Uden Grænser er der nu fuld gang i planlægningen af et flytbart og bæredygtigt byggeri.
Vi arbejder med FN’s verdensmål. Vi er begyndt at koble initiativerne til målene og opdager, hvordan det både motiverer og skaber muligheder for samarbejde med etablerede spillere. Det giver mening at forstå, hvordan den lokale handlekraft er en del af en global agenda. I august samarbejdede vi med VIA University College om en international sommerskole med udgangspunkt i verdensmålene.
Engagementet breder sig. Der sker mange ting hver eneste dag i Sager der Samler, og det giver ikke mening at fortælle om det hele her. Men tag gerne et kig på vores hjemmeside, som vi gør vores bedste fore at holde opdateret. Lige nu er der 16 aktive initiativer, som alle bidrager til et mere menneskeligt, bæredygtigt og demokratisk samfund.
På vegne af alle i Sager der Samler. Rigtigt godt nytår!
Paul Natorp
Kommentarer ( 0 )