Mød fem nye praktikanter

Vi er stolte over at kunne byde velkommen til fem nye praktikanter. Fra venstre er det Sarah Haldrup Lund, Katrin Rye, Mette Thisgaard Steffensen, Mai-Britt Medom Nielsen og Ole Bramsen. Frem til jul vil de prøve sig selv af samtidig med, de styrker Sager der Samlers initiativer.

”Klik” lød det fra Oles kamera. Han er startet i Sager der Samler for at arbejde med det visuelle område. Han er oprindelig uddannet Arkitekt (byplanlægger) i 1984, men har mest arbejdet med formidling – og især fotografi. Ole er Sager der Samlers nye billedmager og løfter vores visuelle kommunikation. Han er 62 år gammel, og har boet i Aarhus siden sit fjerde leveår, men er født i Herning.

Sarah er ikke født i Herning men i Aarhus. Hun er netop flyttet tilbage til byen fra Esbjerg, hvor hun studerer sociologi og kulturanalyse på 5. semester på SDU. Hun valgte at komme i praktik hos Sager der Samler, da hun så mange koblinger mellem sin uddannelse og Sager der Samlers arbejde. Samtidig ønsker hun at prøve sin faglighed af i praksis. Sarah bor sammen med sin kæreste, og hun elsker mad og at snakke om børn og bryllup.

Bryllup holdt Mette og hendes mand for to år siden. Mette har en bachelor i Global Sundhed og Ernæring, og læser nu en kandidat i Folkesundhedsvidenskab på Syddansk Universitet. Hun er særligt interesseret i de brede sundhedsmæssige initiativer, men den overordnede tanke om ansvar og medborgerskab som Sager som Samler har, finder hun også spændende og relevante. Mette er 27 år og har de sidste 5 år boet i Aarhus.

Katrin kan ikke prale af at have boet i Aarhus de sidste 5 år. Hun er fra Bornholm, har boet i København og er netop landet i et lille bofællesskab i Aarhus og er i gang med at udforske byen og Sager der Samler. Et praktikopslag fra Sager der Samler fangede Katrins opmærksomhed, så tilvalgsfaget i Dansk må vente til næste semester. Katrin ønsker at prøve sin faglighed af ved at engagere sig i forskellige initiativer og samtidig være med til at styrke og udvikle Sager der Samlers kommunikationen.

Kommunikation, selvstændig virksomhed, salg og ledelse er hvad Mai-Britt har mere end 20 års erhvervserfaring med, er uddannet til og kan bidrage med. Hun er født i Vestjylland, og har boet 15 år i Aarhus. Et “Lynnedslag” i form af 2 hjerneblodpropper skabte en storm i arbejdslivet, og Sager der Samler er hendes afprøvning af vejen tilbage til et aktivt erhvervsliv. Mai-Britt storelsker både Aarhus C og Sager der Samler. Begge steder beskriver hun som et “smørhul” for hendes vision om et dejligt liv, hvor man tager sig tid til at interessere sig for sine medmennesker og “tør” rumme andre og nye værdier og holdninger i måden at leve sit liv på.

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *