Filmvisning og debat om byen for mennesker
Initiativet Borgere som byskabere i stort og småt undersøger, hvordan borgerne i Aarhus i endnu højere grad kan være med til at skabe byen. Ikke blot bruge den. Derfor inviterede de onsdag den 19. september til filmvisning og debat i Dome of Visions. Jan Gehls Film “Livet mellem husene” var på lærredet og på gulvet var 160 engagerede borgere, der kom for at blive inspireret og debattere.
Paul Natorp var ordstyrer for debatten og giver denne sammenfatning:
“Først og fremmest er jeg glad for den engagerede stemning og den gode tone. Vi ønskede en samtale, som vi alle kunne blive lidt klogere af. Og det blev vi. Og så lagde jeg mærke til, at der både blev talt om de små, nære projekter, vi selv kan skabe som borgere, fx kvartersprojekter som Frederiksbjerg Spirer, hvor naboer byggede 50 kombinerede plantekasser og siddemøbler til at stille foran deres huse. Og der blev talt om de store byudviklingsprojekter, hvor developere og kommunen har hovedrollen. Her giver en del af fællesrådene udtryk for, at de gerne vil involveres mere og tidligere. Nogle gange føler de sig klemt i samarbejdet med kommunen. Det er positivt, at så mange fællesråd mødte op. Jeg lagde mærke til, at de også talte om nye måder at samarbejde på mellem bydelene. Måske ved at dele erfaringer eller endda engagere sig i at forbedre processen omkring det at inddrage fællesrådene i byudviklingsprojekter – en spændende tanke.”
Journalist Søren Egert fra Dome of Visions har skrevet en uddybende artikel om arrangementet. Læs den her: De tomme rum i byen kan tilføre Aarhus et helt nyt liv
Kommentarer ( 0 )