Skraldecaféen er en sag, der benytter supermarkeders overskudsmad til at fokusere på fællesskab. Ved ikke at søge en bestemt målgruppe, men i stedet fungere som samlingspunkt for alle, som har lyst til at være med, bidrager man med det, man kan og vil, og fællesskabet gør, at det bare fungerer. For det er de mennesker, der deltager i Skraldecaféen, som udgør succesen. Og alle er velkomne.

Andre værdier

To af de mennesker er Malthe og Lene. Begge har de oplevet en glæde ved det fællesskab og sammenhold, som den fælles madlavning og opvask bringer med sig. Malthe er 20 år gammel og drømmer om at blive møbelsnedker. Han har oplevet, hvad det vil sige ikke altid at have så mange penge og har derfor selv skraldet. Da han hørte om Skraldecaféen, dukkede han op og har siden deltaget aktivt. Han forklarer, at foruden fokus på madspild, er Skraldecaféen ”en måde at komme ud til mange forskellige mennesker på. Det er fedt, at det er gratis, for det gør, at fokus bliver lagt på nogle andre værdier end de kommercielle.”

For Malthe handler Skraldecaféen desuden om ”at finde ro i det, man ved, man kan”, hvilket indebærer, at ingen kommer og retter på en; alle har autoritet over eget bidrag. Han fortæller videre, at han forventede, at han skulle lave mad til andre mennesker, men blev positivt overrasket, da det viste sig, at maden blot udgør rammen for at komme hinanden ved. For hos Skraldecaféen bliver maden tilberedt med og ikke kun til hinanden.

Alle bidrag er noget værd

Når man på den måde er sammen om opgaverne, er man også med til selv at bestemme, hvilke værdier, der skal lægges vægt på. Her mener både Malthe og Lene, at specielt hygge er i højsædet. Lene er 39 år og fortæller, at hun ikke vil ”påtage sig et forpligtende ansvar, men hjælper hvor overskuddet og lysten er.” Netop den pointe er vigtig, fordi det betyder, at Skraldecaféen ikke har nogle forventninger eller krav, men blot er lykkelige for de bidrag og den opbakning, som den enkelte bringer.

Lene er personlig ven med Annbritt, en af initiativtagerne til sagen, og det var sådan, hun stiftede bekendtskab med caféen. Hun forklarer, at når hun går hjem efter en oplevelse hos Skraldecaféen ”er jeg glad og smiler, fordi jeg har talt med så mange mennesker.” Hun understreger, at det ikke behøver være de helt dybe samtaler, man er en del af, men at netop dét er med til at gøre caféen, hvad den er; et sted hvor alle bidrag er kærkomne.

Det er Skraldecaféens drøm at få faste lokaler til sine arrangementer, men Lene ønsker dog fortsat, at det udendørs mobile køkken forbliver en del af sagen. Hun tror på, at netop dét er med til, at sagen kan favne bredt og således være med til en øget opbakning. For det er de mennesker, der deltager i Skraldecaféen, som udgør succesen. Og alle er velkomne.