Hundehuset – Det fællesskab og netværk, hunden bringer

11011840_481274395383322_4641155018044902943_n

De to venner Annette og Henriette er initiativtagere til sagen Hundehuset (nu er den omdøbt til ‘Vov Pelsen’ og har fået et lidt andet fokus), som har til formål at skabe et netværk af plejefamilier, der kan hjælpe de psykisk sårbare med at passe deres hunde i perioder, hvor overskuddet ikke er så stort. Håbet er, at sagen vil skabe tryghed hos de sårbare hundeejere og samtidig glæde for de mennesker, der ønsker at stå til rådighed.

Henriette og Annette er begge psykisk sårbare og fortæller, at det kan være svært at stå op om morgenen, hvis ikke man har noget at stå op til. At de hver især har fået en hund betyder med Henriettes ord, at ”man kommer ud af røret.” Det tætte bånd, man får med sin hund, indebærer ofte, at psykisk sårbare ikke vil lade sig indlægge af frygt for, at hunden lider, mens de er væk på ubestemt tid.

Glæden ved fællesskab

Annette og Henriette kender hinanden godt efter 4 år som naboer, hvor de opbyggede et stærkt venskab. De oplevede en stor glæde i det fællesskab, som hundene bringer, fordi de hos hinanden kunne få støtte, omsorg og hundepasning, når behovet var der.

Den glæde, som fællesskabet skabte, vil de to initiativtagere gerne bygge på, så netværket bliver udvidet og andre psykisk sårbare får mulighed for at få deres hunde passet. Annette og Henriette udtrykker, at for at skabe et netværk ligger der en grad af frivillighed for, at sagen kan udvikle sig. Ingen skal føle sig forpligtede til at passe en hund, men Hundehuset giver mulighed for, at mennesker kan mødes og lære hinanden at kende. Håbet er, at der igennem disse menneskemøder opstår nogle tillidsfulde relationer, så psykisk sårbare kan lade sig indlægge med visheden om, at deres hunde bliver passet af mennesker, de stoler på. For foruden et uundværligt venskab giver hunden også anledning til at møde andre mennesker.

Vision og passion

Henriette brænder for, at sagen ”hjælper dyr og mennesker” og mener, at psykiatrien burde lukke op for, at kæledyr kan være med til at hjælpe de psykisk sårbare. Både hun og Annette fortæller, at mange psykisk sårbare afholder sig fra at få en hund, fordi mange steder ikke tillader dyr. Det beskriver de som synd, fordi de selv har oplevet en højnet livskvalitet ved at have en hund.

Annette har en drøm om, at sagen udvikler sig til også at kunne indbefatte socialt udsattes hunde, hvis de får brug for at trække på et netværk. Lige nu handler det dog foruden at skabe kontakt til de psykisk sårbare om at skabe et netværk af plejefamilier og på den måde gøre opmærksom på sagen.

Annette og Henriette sidder hver fredag hos Sager der Samler, så har du lyst til eller brug for det, er du meget velkommen til at komme forbi og få en kop kaffe og en snak med to mennesker, der drømmer om at hjælpe dyr og mennesker.

Foto: Ole Bramsen

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *