Abdulghafar Kaapour lærer sin datter dansk, mens de venter på at blive genforenet. Han er flygtet fra borgerkrigen i Syrien – fra krig og en usikker fremtid. Nu er han i Danmark og er ved at begynde et nyt liv for sig selv og sin familie. Sammen med Abdullah Alsmaeel står Abdulghafar bag et initiativ for familier, der er splittet på grund af flugt og venter på at blive genforenet.

Hverdagshistorier giver håb

“Det giver håb. Håb for familier der lever i denne svære situation”, fortæller Abdullah Alsmaeel om initiativet, som de kalder “Anaobaba TV”. Det er arabisk og betyder ”Mig og Far TV”. Initiativet giver fædrene en mulighed for at være sammen med deres børn og lære dem vigtige ting, selvom de er adskilt. Abdulghafar har tre små døtre på otte, syv og et år. Abdullah har en datter på tre. Deres familier er stadig Libanon og Syrien. Med deres mobiltelefoner sender små videoer med hverdagshistorier til deres døtre. Det giver dem noget positivt at være sammen om, og deres børn lærer vigtige ting, som forbereder dem på et nyt liv efter flugten.

“Min datter var så nysgerrig efter at vide, hvordan folk i Danmark taler.” fortæller Abdulghafar. “Hun ville vide hvilket sprog de bruger og hvordan det lyder. Så jeg lærte hende nogle ord, bogstaver og nogle tal. Min ældste datter spørger hele tiden, hvad de kalder denne her og denne her.” Sådan opstod idéen til Anaobaba TV.

Abdullah fortæller, at situationen i Syrien er meget presset. Alle er bekymrede for deres sikkerhed, og der er dårlig mobildækning og internetforbindelse på grund af krigen og bomber. Men Anaobaba TV er som en lille hær af brevduer, som hjælper os: “Fuglene sender nogle billeder, beskeder eller korte videoer til vores familier, fordi fuglene flytter små ting. På arabisk er fuglen et symbol på post, fordi man i fortiden plejede at sende små breve med dem”.

Muligheden for at være en god far

Anaobaba TV er en platform for at lære. Abdullah og Abdulghafar lærer deres døtre om sproget og om den danske kultur, som til tider kan synes lidt pudsig i en lille syrisk piges øjne. Men Anaobaba TV handler også om noget langt vigtigere end at lære om sprog og kultur. Det handler om muligheden for at kunne være en god far.

Når man er på flugt i et andet land og er adskilt fra sin familie, hvordan skal man så lære sit barn at cykle? Og i denne vanskelige situation, hvor de har mistet deres hjem og er på vej til et nyt liv, er der så meget vigtigt man skal lære sine børn. Og hvad skal man så gøre? “Det er for at beholde rollen som far.” forklarer Abdulghafar. ”Børnene og familien kan stadig spørge faderen til råds. Han arbejder og gør noget for dem. Han er stadig i familiens liv, og kan stadig gøre noget for dem”.

Abdullah fortæller om sin oplevelse af, hvad afstanden mellem ham selv og familien der stadig er i Syrien betyder: “Jeg forlod Syrien og lever et andet liv nu. Jeg går i en ny retning. Jeg lærer hver dag, og jeg har set mange nye ting, nye synspunkter, nye mennesker og nye ansigter. Derfor føler jeg, at der er en kløft imellem mig og min familie i Syrien. Jeg er i en fuldstændig ny situation, og jeg ved, at de stadig er i den samme situation. Jeg forsøger at få dem tættere på mig og lade dem vide, hvad jeg oplever hver dag. På en måde gør det, at de er optaget af noget godt – og jeg er stadig hyrden i deres liv”.

Borgerkrig, bomber og ødelagte skoler

Borgerkrigen har ødelagt mange børns mulighed for at gå i skole. Udover, at familier er splittede, sidder rigtigt mange børn i flygtningelejre og har ikke noget at tage sig til. Det er hverdagen i en krigszone. Abdullah forklarer, at mange børn aldrig har haft mulighed for at begynde i skole, fordi skolerne er blevet bombet. Men uddannelse er vigtigt. I Syrien er en god uddannelse garantien for et godt liv. Og børnene vil gerne gå i skole. De er ivrige efter at lære: “Før børn begynder i skole, er de alle så begejstrede og spændte på at prøve det. De ser skolen som noget, der virkelig er godt. Min datter er tre år, og hun vil så gerne gå i skole, og spørger hele tiden om skolerne. For hende er det noget… fantastisk”

Irene Kallesøe har været sproglærer for flygtninge og indvandrere i over 30 år. Hun siger om initiativet: “Det lyder rigtigt godt. En fantastisk idé. Det at udnytte ventetiden og gøre noget konstruktivt, hvor man holder en god kontakt med familien, det må være nummer et. Fordi mange mennesker føler sig ubrugelige. Man er vant til at arbejde. Pludselig føler man sig i et vakuum. Der er ingen, der har brug for ens evner eller begejstring. Den følelse af at man gør noget for sin familie, selvom man sidder her. At man er et voksent menneske, som andre mennesker skal have respekt for, fordi man faktisk gør en indsats. Man tager muligheden for at forbedre sin families situation, selvom alt arbejder imod en.”

Hele Europa kan bruge idéen

Drømmen er, at Anaobaba TV skal komme mange flygtningefamilier til gode. ”Jeg håber, at hele Europa kommer til at bruge det, hvis vi gør det rigtigt.” siger Abdullah. ”Det problem vi prøver at finde en løsning på, er ikke kun i Danmark – det er i hele Europa nu. Og jeg håber også, at det kan flytte noget glæde fra Danmark til de mennesker, der venter på os”, forklarer Abdullah. “Det er fuglene – de flytter noget glæde”.