Vi gør Ren Havn 9. juni
På anden pinsedag, den 9. juni kl. 12 samles sejlere, roere, dykkere og fiskere på Aarhus Lystbådehavn for at rense den over og under vandet. Havnens virksomheder og nye beboere er med. Målet er mere sammenhold blandt havnens nye og gamle brugere – og mere omsorg for miljøet. Forbipasserende vil kunne nyde et spændende syn, lære om dyreliv og planter i Aarhus Bugten og endda få mulighed for selv at komme ud på vandet i kano.
Brugere af havnen står bag
Under overfladen gemmer havnen på efterladenskaber fra generationers brug. Der ligger indkøbsvogne, affaldscontainere, masser af bildæk, cykler, stole, computerskærme, ølkasser og andet ragelse. Dykkere samler skraldet op fra bunden. Børn i optimistjoller bjærger det op i deres både og roerne slæber det ind til land. Så bygges der skulpturer af det hele og der kåres en vinder. Som afslutning tændes grillen på Træskibshavnen og dagen afsluttes med hygge, god mad og musik.
”Ren Havn er et ægte græsrodsinitiativ og et udtryk for aktivt medborgerskab”, fortæller Paul Natorp fra foreningen Sager der Samler, der har været med til at starte dette initiativ. ”Det er aktive brugere af havnen, der står bag. Alle bidrager med det, de vil og sammen skaber vi et sjovt og nyttigt arrangement, der samler os og viser hvad havnen har at byde på.”
Fællesskabet styrkes
Anne Dall er medlem af Aarhus Sejlklub og har i flere år været træner for de helt unge sejlere. Hun er med for at lære mennesker at kende: ”Det er anden gang vi renser havnen. Sidste år var omkring 40 mennesker med og vi havde det rigtigt sjovt. Jeg deltager for at møde nye mennesker og for at styrke fællesskabet mellem klubberne på havnen og havnens brugere.”
Rasmus Bro fra Dykkerklubben Bunden er enig: ”Det er en sjov og spændende dag hvor jeg møder andre brugere af havnen og hvor vi får styrket sammenholdet.”
Havnefoged Ejvind Nielsen fra Sport og Fritid i Aarhus Kommune synes det er en god aktivitet, fordi den gør havnens aktiviteter synlige for andre end dem, der plejer at komme her. Han tilføjer: ”Desuden er den med til at ryste de faste brugere mere sammen.”
Havnen har meget at bidrage med til byen
En af de virksomheder, der har valgt at være med er Aarhus Sea Rangers. De vil fortælle om havmiljøet og give forbipasserende børn og voksne mulighed for at opleve noget af det liv, der udfolder sig under overfladen. ”Vi ser os selv som brobyggere mellem by, havn og bugt,” forklarer Daniel Astola, der er direktør for Aarhus Sea Rangers og fortsætter: ”Derfor synes vi det er vigtigt at støtte initiativer, der gør opmærksom på hvad havnen og havet har at bidrage med til byen.”
Aarhus Lystbådehavn rummer et væld af forskellige foreninger. En af dem er en frivillig og gratis kystredningstjeneste, Nordfalcken. Jens Rode fortæller, at de deltager med dykkere og redningsbåd for at udbrede kendskabet til denne service og fortsætter: ”Vi afslører havnens hemmeligheder for borgerne. Det må gerne blive mere kendt hvad der forgår hernede.”
Fra en helt anden kant er kunstnergruppen Phoenix med. De bruger i juni måned havnen som ramme for en interaktiv sanselig forestilling og står for den sociale del af arrangementet med mad og musik.
Store omvæltninger
Paul Natorp fortæller om de store omvæltninger, der sker i disse år: ”Før i tiden var det mest sejlere, roere, dykkere og lystfiskerne, der kom på havnen. Nu er Aarhus Havn ved at blive en del af midtbyen og tusindvis af mennesker indtager et nyt stykke Aarhus ude i bugten.” Paul forklarer, at denne udvikling gør initiativet vigtigt: ”Midt i alt byggeriet skal vi lære hinanden at passe godt på dette særlige sted.”
Kommentarer ( 0 )