For tre uger siden gik Louis bort. Jeg mistede en god ven og vi mistede alle et ualmindeligt fint menneske, der var fuldt af lys. Louis var en døråbner. Med sin frækhed, sit humør og sin smittende livslyst åbnede han døren til de mennesker, han mødte på sin vej.

Jeg kendte Louis fra Godsbanen, hvor han var en del af Godsbanden (med ”d” som i ”bande”). Vi ville åbne Godsbanen for flere mennesker med handicap. Derfor byggede vi en skurvogn. Den skulle trækkes bag Louis kørestol og indeholde kørestolsbadminton, bordtennis, ludo, kaffe og musik. Med hygge og leg ville vi åbne dørene til hinanden – med eller uden handicap.

Da jeg i juni sidste år interviewede Louis til en artikel i Vital sagde han: ”Jeg er førtidspensionist og voldsomt syg. Det er nok derfor jeg har så godt humør, for man ved aldrig om jeg får i morgen med. Og hvorfor fanden skal man have det kedeligt, hvis det alligevel er ens sidste dag. Nej, det nægter jeg.”

På en måde blev Godsbanden en forlængelse af Louis’ personlighed. Louis havde mange farver og et insisterende livsmod. Han kunne møde alle slags mennesker og gjorde det ofte med en kæk bemærkning. Og når han kørte rundt på Godsbanen gik han heller ikke af vejen for at sparke hårdt til døre som ikke kan åbnes, når man sidder i en kørestol.

Jeg er taknemmelig over at have mødt Louis og blive smittet af hans mod. Jeg ved, at mange har det ligesom mig.

Tak for nu, Louis. Du er savnet.