Idéer til at overvinde tærskler på Godsbanen

Godsbanen 1024x400

Når mennesker med særlige behov skal overvinde tærskler ved at være med på Godsbanen, drejer det sig især om at blive taget godt imod og få hjælp til at føle sig tryg. Det blev tydeligt i en workshop som led i initiativet “Aarhus ER for alle” sidste mandag på Godsbanen.

Formålet med initiativet er at give mennesker med særlige behov bedre mulighed for at deltage i og bidrage til byens kultur- og fritidsliv. Vi samles om Godsbanen som et sted, hvor vi kan prøve idéer af i praksis.

Idéer vi arbejder videre med

20 mennesker bidrog i en workshop, hvor der blev delt erfaringer og skabt idéer til at overvinde tærskler. Det kom der tre gode idéer ud af, som vi nu i fællesskab arbejder videre med:

Guider
Første idé er, at der kan opbygges et korps af guides, der kender mulighederne på Godsbanen. Alle kan være frivillige i et sådant projekt. Men indstillingen er vigtig og en vigtig kvalitet ved idéen er, at det er personbåret. Gennem et korps af guides bliver det også lettere for nye brugere at skabe sig et netværk.

En at være tryg sammen med
Anden idé er, at når man er ny på Godsbanen er det en god idé at have nogen at følges med, som allerede bruger Godsbanen. Hvis man har særlige behov kan det være en god idé at få en rundvisning af mennesker med samme behov eller handicap. Det kan f.eks. være, hvis man bruger kørestol eller hvis man har social angst og har brug for en at være tryg sammen med.

Velkomst komité
Den tredie idé er en velkomst komité, der kan tage imod den nye bruger, som er lidt rådvild, måske lidt utryg og som ikke ved, hvor man skal gå hen og hvad man kan gøre. En sådan velkomst komité kan måske også kombineres med et mødested og muligheden for at blive guidet.

Næste workshop foregår mandag den 24. februar kl. 14.30 til 16.30. Her drejer det sig om se på, hvordan vi kan føre idéerne ud i livet. (Skriv til Paul Natorp, paul@sagerdersamler.dk, hvis du gerne vil inviteres.)

Vores erfaringer med at overvinde tærskler

Som baggrund for at skabe idéerne havde vi samtaler om erfaringer med at overvinde tærskler. Derigennem fandt vi frem til, hvad det er der hjælper os.

Det, der starter hos os selv:

  • Mod
  • Humor
  • Optimisme
  • Være tryg
  • Motivation
  • Finde roen
  • Være fandenivoldsk
  • Bare gøre det
  • Komme i gang
  • Have en plan
  • Vise sårbarhed
  • Personlig nysgerrighed
  • Sige, at det er svært
  • Prøve alligevel selvom det er vanskeligt
  • Ikke tænke over forhindringerne
  • Lære vejen mens man går
  • Bruge tid på et sted
  • Se muligheder og ressourcer (frem for begrænsninger)

Det, man har brug for andre til:

  • Nem adgang
  • Komme ind
  • Praktisk hjælp
  • Blive båret over tærsklen
  • At kende nogen
  • Have en at følges med
  • Nogen viser vej
  • Være sammen med nogen
  • Blive godt modtaget
  • Føle, at man er ønsket
  • Mødes på lige fod
  • Ikke at skulle præstere
  • Nogen ser mig og er nysgerrig
  • Nogen, der ligner én selv
  • Se, at jeg ikke er alene om at synes noget er vanskeligt
  • Møde åbne mennesker
  • Skabe en relation
  • Lave noget, der er positivt
  • Overvinde besvær
  • Når det er tilladt at dumme sig
  • Noget, der er det samme og noget, der er nyt
  • Bruge hinandens ressourcer
  • Gode oplevelser

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *