Sammen om DHL Stafetten – første fællestræning i Mindeparken
Lørdag den 10. maj var Sammen om DHL Stafetten samlet til den første fællestræning i Mindeparken. Sammen om DHL Stafetten er et initiativ, hvor 60 mennesker med udviklingshæmning fra bofællesskaber i Aarhus syd/vest er meldt til DHL Stafetten i august. Der var overvældende stort fremmøde, og vi havde en hyggelig eftermiddag med godt vejr, motion og højt humør. Vi startede med fællesopvarmning inden nogle løb og andre gik ruten i den flotte natur. Der var god tid til at lære hinanden at kende på tværs af de forskellige bofællesskaber, og vi sluttede af med kage inden vi skiltes.
Det er Pia Stabell Hjort, Katrine Knudsen og Peter Mikkelsen, der har taget initiativ til Sammen om DHL Stafetten. Pia og Katrine arbejder på Stautruphus, et bofællesskabet for mennesker med udviklingshæmning, og Peter er leder i Voksenhandicap i Aarhus Kommune.
Idéen kommer fra en beboer
Idéen til ”Sammen om DHL Stafetten” udsprang fra et ønske fra en beboer på Bofællesskabet i Hasselager, som spurgte: ”Hvorfor kan vi ikke også løbe gennem byen? Løbene for os er altid bare for os selv, ude hvor vi bor.” For Pia er det vigtigt med initiativer, der kommer nedefra og ikke oppefra, og hun forklarer: ”Vi er nødt til at gøre noget, hvis tanken om medborgerskab og fællesskab ikke bare skal være tom snak. Vi skal lytte til beboernes drømme – hvad er det faktisk, de gerne selv vil. Det her initiativ handler ikke kun om DHL Stafetten – det er hjerteblod for mig.”
Stor opbakning fra beboernes side
Pia og Katrine har været på rundtur til bofællesskaber i Aarhus Syd/Vest og Musik og Medie Værkstedet for at samle deltagere til DHL Stafetten, og Pia fortæller: ”Det var enormt opløftende og berigende at være rundt på de forskellige bofællesskaber. Vi havde håbet, vi kunne samle et eller to hold, og vi havde forventet at skulle rundt til rigtig mange bofællesskaber for at finde deltagere. Vi blev overrumplet over den store tilslutning – beboerne ville rigtig gerne være med.”
”Da vi havde været rundt i bofællesskaberne i Aarhus Syd/Vest og Musik og Medieværkstedet, havde vi samlet 12 hold. Det er det, vi kan overskue i år. Vi skal gøre os nogle erfaringer, og det er vigtigt, det bliver en succes for dem, der er med. Næste år håber vi på at komme rundt til alle bofællesskaber i Aarhus, så endnu flere får chancen for at være med.”
Og Katrine tilføjer: ”Det er super fedt at lave noget, der betyder så meget for beboerne og se hvordan, det motiverer dem. Fra kommunens side hører vi altid, vi skal implementere sundhed, medborgerskab og inklusion. Det er faktisk det, vi gør her – ikke fordi, nogen fortæller os, det er det, vi skal, men fordi beboerne vil, og vi kan gøre det i fællesskab. Nu er beboerne begyndt at træne flere gange om ugen, de er super motiverede, og går op i det.”
Vi ER sammen om initiativet og deltager på almindelige vilkår
Katrine forklarer, at initiativet hedder ”Sammen om DHL Stafetten”, fordi det er noget, vi gør sammen. ”Vi står ikke bare klar med vand og forfriskninger til dem, når de kommer på dagen – de skal også hjælpe til og være med til forberedelserne. De er med som dem, de er, det er ikke handicappet, der er i fokus. Alle bidrager med det, de kan. Nogen tager billeder, og andre står for maden.”
Peter pointerer, at holdene deltager på helt almindelige vilkår: ”Vi går og løber DHL-ruten, som den er, og vi hjælper hinanden med at overvinde de forhindringer, der nu må være. Det kan godt ske, det viser sig, der er én, der kun kan gå 2 km. Men det er da også ok, så vender vi bare rundt der. Så har vi gjort os den erfaring og kan træne lidt mere inden næste gang.” For Pia er det vigtigt, at mennesker med særlige behov også får mulighed for at prøve sig selv af, og hun uddyber: ”Vi skal ikke altid feje alle forhindringer væk foran dem. De fleste mennesker kan meget mere, end de tror – det gælder både for mig selv og for beboerne – og det giver en stor optur, når man faktisk gennemfører noget.”
Alle kan bidrage med noget
Pia fremhæver samtidigt, at alle har noget, de er gode til: ”Vi skal gøre det muligt at bidrage på andre måder end de traditionelle– det giver en enorm livsglæde. Ingen af dem er fordomsfulde – det kan vi lære meget af. Og selvom man måske ikke lige kan finde ud af det med mailadresser, kan man godt være med til at finde virksomheder, der vil sponsorere et hold – vi går sammen ud og afleverer sponsorbrevene. Vi har også været på besøg hos Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, og spurgt om Aarhus Kommune vil sponsorere et hold – og det vil de!”
Det er ikke kun beboerne, der glæder sig til DHL Stafetten i august, Pia og Katrines stråler ved tanken: ”Det kommer måske ikke til at gå helt, som vi forventer, men det bliver en fantastisk dag! Vi er måske ikke dem, der løber hurtigst, men vi skaber den bedste stemning. Alle de andre kommer til at kigge på os og ønske, de var med os. Jeg glæder mig – og det er fedt, at beboerne går så meget op i det. De træner flere gange om ugen, og der går sport i den med kærlige drillerier om hvem, der kommer først over målstregen.” Og Pia og Katrine er selv begyndt at træne lidt i det små – de vil også kunne følge med på dagen.
Kommentarer ( 0 )