Mød Peter Mikkelsen – leder i Aarhus Kommune, seniormentor og initiativtager til “Byd op til valg”

Peter 1024x400

Peter Mikkelsen er 58 år og leder ved Voksenhandicap i Århus Kommune. Siden april 2013 har han engageret sig ved Sager der Samler, især i udviklingen af initiativet ’Byd op til valg’.

At kaste sig ud i et projekt, hvor du ikke kender udfaldet

Peter er initiativtager til projektet ’Byd op til valg’, der har gennemgået en konstant udvikling siden sin opstart. En mangfoldighed af mennesker har været ind over og delt ud af deres engagement og kreative indspark,

”Udviklingen af projektet er fantastisk; en gruppe mennesker mødes om et emne og ender et andet sted. Noget kan flytte sig, når man sætter mennesker sammen, og skifter fokus. Det kan jeg lide og lære noget af; at sidde i disse processer og være med til at flytte dem. Man starter et sted og ender et andet”.

For Peter er det derfor en lærerig proces at være tilknyttet et initiativ ved Sager der Samler, idet han i samspillet med andre får sin virkelighed vendt på hovedet. ”Stedet er et forum, som ideer springer ud fra. For mig er networking centralt, og det glæder mig at møde andre, jeg kan lære af, og lade mig inspirere på tværs. Det er interessant at finde sådanne fora, og her er Sager der Samler virkelig innovativt”.

Når man udvikles gennem gensidig læring

Peter er velvilligt gået ind i ”Byd op til valg” uden at kende udfaldet. ”Min vision er, at man sammen i en gruppe gør noget godt for kommunen uden at kende udfaldet. Og jeg kan lide denne uvante arbejdstilgang”.

Peter forklarer at han på sin arbejdsplads har mål og strategier, og at der arbejdes ud fra rammer, og uddyber: ”Det er der ikke her, og denne innovative arbejdsmetode, hvor man arbejder godt sammen, giver mig et supplement til min hverdag. Men den måde at tænke på, og at arbejde så innovativt er udfordrende: At man er i en proces, man ikke aner hvor ender – målet er blot at skabe gode initiativer og tiltag for og sammen med borgere i Aarhus”.

At være brobygger mellem Aarhus Kommune og Sager der Samler

Peter blev opmærksom på Sager der Samler gennem mentoruddannelsen i Århus Kommune og så her en mulighed for at kombinere sin faglighed med frivillighed,

”Ved at være forbundet hertil kan jeg bringe en viden tilbage til min arbejdsplads, Århus Kommune”, hvorfor Peter betragter sit engagement ud fra et brobyggerperspektiv: ”Det værdimæssige udbytte går begge veje for mit vedkommende. Jeg kan selv blive klogere på processer, og samtidig få og give inspiration på tværs”.

Peter har derfor både faglige, men også personlige interesser i at være tilknyttet Sager der Samler, idet han her kan bringe sig selv i spil, ”Bare det at man er her, kan give en ny viden. Her kan jeg fagligt udvikle mig i samspil med andre, der ser tingene anderledes end mig – og selv give indspil”.

 

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *