”Jeg er et meget glad menneske – og meget positiv og lidt skør – på en god måde. Og jeg har masser af energi.” Sådan præsenterer Louis Sylvester sig selv. Han er med i en lille flok, der har sat sig for at hjælpe mennesker med særlige behov til at kunne få glæde af de mange muligheder, som findes på Godsbanen med værksteder, mødesteder, koncertsteder m.m. De kalder sig Godsbanden og Louis er med sit gode humør og sit gode kendskab til stedet en vigtig ressource.

”Jeg er førtidspensionist og jeg er voldsomt syg,” fortæller Louis og fortsætter: ”Det er nok derfor jeg har så godt humør, for man ved aldrig om jeg får i morgen med. Og hvorfor fanden skal man have det kedeligt, hvis det alligevel er ens sidste dag. Nej, det nægter jeg.”

Louis bor på ældrecentret i Carl Blochs Gade sammen med ”en masse rare, ældre mennesker”, som han siger. Det har han gjort i et halvt år og nogenlunde lige så længe har han haft sin daglige gang på Godsbanen.

”Jeg så, at der gik en masse mennesker herovre og så tænkte jeg, at der måtte jeg da lige over og se, hvad det var for noget. Og så var jeg her en hel dag, hvor jeg bare kørte rundt og kiggede og skulle lige se stedet an … så gik jeg hjem og blev jeg enig med mig selv om, at det skulle blive en del af mig. Og det er det så blevet.”

Når man kommer på Godsbanen møder man ofte Louis i sin kørestol. Som ung fik han en blodprop, der delvist ødelagde hans lunger og hjerte. Louis fortæller, at han er vildt glad for sin kørestol. Den er som en bedste ven, fordi den hjælper ham til at kunne komme ud og opleve verden. Men den allerbedste ven er hans pacemaker, som hjælper ham med at holde hjertet i gang.

Louis er på Godsbanen næsten hver eneste dag. ”Når jeg er her kører jeg rundt og snakker med de her tjenestefolk, der er ude i køkkenet og ude i cafeen,” fortæller han og beskriver glad de mange ting, man kan gøre: ”Jeg kører ned i grafisk værksted og snakker lidt med dem og kopierer nogle billeder og så kører jeg ned på træværkstedet og får nogen til at hjælp mig med at lave et eller andet, som jeg gerne vil have … eller ind på metalværkstedet.”

Engagementet i at hjælpe andre med at bruge Godsbanen kom gennem et tilfældigt møde på en af gangene. Paul Natorp fra Sager der Samler stoppede Louis og spurgte ham om han ville være med i et nyt initiativ for mennesker med særlige behov.

”Vi aftalte, at vi skulle mødes og nu har vi lavet Godsbanden,” siger Louis og fortæller videre om initiativet: ”Det går ud på at samle en masse mennesker, der trænger til lidt hjælp og nogen, der er handicappede og har brug for at komme i gang med at lave et eller andet … og som har brug for at hygge sig, for ikke at kede sig. Det er i alt fald sådan som jeg opfatter det.”

Godsbanden mødes hver mandag i foyeren og er begyndt at lægge planer om at få deres eget sted. Drømmen er at få en skurvogn på området bag Godsbanen. For at kunne det, må idéerne modnes. Louis fortæller, hvad der skal til:

”Vi skal blive lidt bedre venner med dem, der er her og vise, at vi gerne vil det her, vi har gang i. Vi skal have det rart sammen med dem og de skal også have det rart sammen med os.”

Det, der har overrasket Louis mest ved at være med til at lave Godsbanden er oplevelsen af at kunne flytte mere, når man er flere. Han fortæller, at det giver respekt, når man viser, at man mener det, man siger: ”Vi holder fast i, at vi skal mødes hver mandag, vi holder fast i, at vi vil have denne der skurvogn og at vi vil lære de mennesker at kende, der er her. Det er lidt svært. Men det skal nok lykkes. Jeg giver ikke op.”

Louis drømmer om, at det bliver et sted hvor folk kommer ind og har lyst til at være med til at lave noget og møde andre mennesker: ”Til sidst kan man bare sidde henne i et hjørne og sige: Nej, hvor var det godt vi lavede det. Det er det, jeg håber på.”