Reparations.Konsortiet

Vi udfordrer køb og smid væk-kulturen ved at reparere de ting som er gået i stykker.

De gamle traditioner om at vedligeholde og reparere ting er ved at gå i glemmebogen

Vi har i de sidste par årtier udviklet en køb og smid væk-kultur. Når en ting går i stykker, bruger vi sjældent tid eller energi på at få den repareret. Vi smider den defekte ting ud, uden respekt for de ressourcer og det håndværk den er lavet af og køber noget nyt. De gamle traditioner om at vedligeholde og reparere ting er ved at gå i glemmebogen.

Måske nogen kunne få det til at fungere igen!

Reparations.Konsortiet udfordrer køb og smid væk-kulturen ved at vedligeholde og reparere de ting vi holder af og videregive denne kompetence til en ny generation.

Hver gang vi står med en ting som ikke fungerer, skal vi tænke: ”måske nogen kunne få det til at fungere”. Det er her Reparations.Konsortiet kommer ind i billedet. Hos Reparations.Konsortiet skal man kunne få ting til at virke igen. Det være sig elektronik, køkkenmaskiner, haveredskaber, møbler, lamper, tøj, sko og hvad man nu har som skal have nyt liv.

Reparations.Konsortiet driver et reparationsværksted hvor menige borgere i Aarhus og omegn kan komme og få repareret deres ting gratis (ekskl. reservedele). Værkstedet betjenes af frivillige og har åbent en dag om ugen.

Efterfølgende vil Reparations.Konsortiet arbejde videre med at realisere følgende projekter:

  • Undervise skoleelever i reparation, så de bliver bevidste om, at der er et alternativ til køb og smid væk-kulturen, samtidig med at de får en indføring i diverse håndværksmæssige traditioner
  • Reparation af de effekter der bliver afleveret på genbrugspladsen i Aarhus kommune fordi de er gået i stykker. Det kunne være elektronik, hårde hvidevarer, cykler, haveredskaber, sanitet m.v. De reparerede effekter skal efterfølgende sælges i en genbrugsforretning.
  • Udvikle Reparations.Konsortiet til en socialøkonomisk virksomhed således at personer på kanten af arbejdsmarkedet, får en mulighed for at være en del af et meningsfuldt fællesskab, samtidig med at der ikke stilles højere krav end den enkelte kan honorere.

Se denne lille præsentationsvideo af Reparations.konsortiet:

Hvem står bag?

  • Christian Schmidt-Møller
  • Andreas Larsen

Medieomtale

Når først vi har prøvet det, gør vi det igen og igen (Lokalavisen, 1/2 2020)

Jo flere Repair Caféer jo bedre (Lokalavisen, 1/2 2020)


Det sker

Hver onsdag kl. 13 til 19 er der reparationsdag i vores værksted hos Sager der Samler på N.J. Fjordsgade 2, 8000 Aarhus C. Her kan du komme og få hjælp til at reparere din telefon, printer, stol eller andet, der er gået i stykker. Følg med på Reparations.konsortiets Facebookside og Instagramprofil.

Se indlæg om Reparations.Konsortiet

Kontakt

Christian Schmidt-Møller
csm@konsortiet.dk