Fokusområder

Denne sag blev født med overskriften ”Uddannelse frem for udskillelse”. Det var en skolelærer, der udtrykte sin frustration over, at skolen efter hans mening ikke altid skaber gode rammer for de elever, der har det svært. Bankdirektøren supplerede med spørgsmålet: ”Hvordan kan vi sikre alle unge et meningsfuldt og produktivt liv?” Så havde vi en sag.

På de første værkstedsdage handlede dialogerne om fællesskaber. Det drejer sig om at være med. At træffe egne valg og ville noget. At have noget at kæmpe for og gøre det. At kunne finde sig tilrette i en uddannelse eller et arbejde, hvor man kan bruge sine evner og føle sig kompetent.

At opleve at ens arbejde gør en forskel. At forældre også er med og samarbejder med lærere og unge. At vi indretter vaner og rum så de bliver inkluderende og mangfoldige. At vi udvider normalitetsbegrebet, så det rummer flere. At gå fra 95% med en ungdomsuddannelse til 100% med livsduelighed.

Så denne sag handler om at skabe fællesskaber, der er mangfoldige og får alle med. Og at gøre det på en måde, så det også kan hjælpe flere til at finde sig tilrette i uddannelse og job.

“Fra tøven til grøn handling”. Bag overskriften gemmer der sig en undren og en frustration over, at når vi nu står overfor – på den ene side en trussel for nuværende og fremtidige generationer – og på den anden side store muligheder for udvikling – hvordan kan det så være så svært at komme i gang?

Gennem dialogerne på de første værkstedsdage blev det tydeligt, at både borgere og professionelle aktører føler afmagt i forhold til at handle bæredygtigt. Området er komplekst. Der er mange systemer og love i spil. Vi mangler ofte viden og skal som professionelle kunne dokumentere effekten af vores handlinger – inden vi udfører dem. Og så skal det i de fleste tilfælde kunne betale sig økonomisk for virksomhederne – også på den korte bane.

Som borger er det besværligt at leve bæredygtigt, så derfor lader vi hellere være – og måske overlader vi ansvaret til netop de professionelle og myndighederne. Vi er ofte styret af vaner (som er vanskelige at ændre) og ikke altid bevidste om, hvordan vores handlinger forbruger ressourcer og påvirker miljøet.

Vi må ud af kompleksiteten og og gøre bæredygtighed til noget, vi kan overskue. Vi må frigøre ildsjælene – både hos de professionelle og hos borgere – og vi må hjælpe hinanden til at finde ud af, hvordan det kan betale sig. Og så er det vigtigt at få den opvoksende generation med ombord.

Da vi tog fat i denne sag døbte vi den “Fra sygdomsbehandling til sundhedsskabelse”. Bag overskriften gemmer sig en konstatering af, at sundhedssektoren er under forandring og et spørgsmål om hvordan vi kan genopfinde vores måder at skabe sundhed på – så vi får de mange aktører til at tænke og handle sammen?

Bag overskriften gemmer sig også en smerte over de personlige historier, vi alle har i vores liv, hvor mennesker, vi holder af, oplever sygdom. Der gemmer sig en berørthed over, at de systemer, vi har bygget op for at skabe sundhed, ofte ender med at fokusere på at behandle sygdomme – og at de ofte opleves som fragmenterede for patient, pårørende og medarbejdere.

Og bag overskriften gemmer sig også et stort engagement i form af – Det må vi kunne gøre bedre!

De første værkstedsdage førte til en række vigtige indsigter. Om den sproglige udfordring vi har i forhold til at tale om sundhedsskabelse i bred forstand – ikke blot om sygdomsbehandling indenfor de eksisterende institutioner. Om problemet i at borgere opfattes og opfatter sig selv som forbrugere af sundhedsydelser. Om tilbøjeligheden til at sætte sygdommen og ikke mennesket i centrum. Og om at det sundhedsskabende sandsynligvis skal rodfæstes uden for sundhedsvæsenet – f.eks. i familier, skoler og lovgivning.

Ud af disse indsigter kom konkrete de idéer til, hvor vi kan tage fat.