Tanker om hverdagsaktivisme hos Sager der Samler

Jeg lærte Sager der Samler at kende for et år siden, hvor jeg trådte ind af døren for at lave et feltarbejde. Jeg lærte hurtigt, at ”hverdagsaktivisme” hos Sager der Samler er noget andet end ”frivillighed”, hvilket var noget af en omstilling, med et halvt livs frivillighed på bagen. Jeg fik mit første frivillige ”job” i syvende klasse, hvor jeg trænede børn i 5-8 års alderen i håndbold. Siden har jeg trænet flere både håndbold- og fodboldhold, siddet med i projektgrupper for udviklingsarbejde, planlægningsgrupper af forskellige events med mere. Ens for alle de frivillige jobs er, at jeg er blevet prikket på skulderen og spurgt til en specifik opgave.

Hos Sager der Samler er det anderledes. Her kan den aktive selv definere sin udfordring eller passion, sit engagement og sin handling. Men det er ikke det særegne, for sådan gør flere borgere. I min undersøgelse af medborgerskab hos Sager der Samler er jeg stødt på begrebet ”hverdagsmageri”, som ligner hverdagsaktivisten meget godt. Det er forskerne Eva Sørensen og Henrik Bang, der introducerer begrebet, i deres undersøgelse af nye former for samfundsengagement, der bl.a. præsenteres i bogen Den Demokratiske Udfordring (1999). De placerer hverdagsmageren mellem den passive borger, der stemmer og betaler skat og heltidspolitikeren. De skriver kort:

”Hverdagsmagerens politiske identitet er en form for lille amatørpolitik, hvis slagsord er:

  • Gør det selv
  • Gør det dér, hvor du er
  • Gør det fordi du synes det er sjovt, men også fordi du finder det nødvendigt
  • Gør det ad hoc eller på deltid
  • Gør det med løsningen af et konkret problem for øje
  • Gør det ansvarligt og med en grundfæstet tillid til din egen beslutnings- og handlekraft
  • Gør det helst alene, men gå sammen med systemet, hvis du har brug for det”

Ret fint, ikk? Det, der har slået mig, i mødet med Sager der Samler, er at her gøres det som udgangspunkt i fællesskab og der er tale om et ’vi’ og ikke bare et ’mig’! Her handler vi sammen og i fællesskab med andre borgere, institutioner, virksomheder, kommunen eller hvem der måtte opleve en lignende udfordring i hverdagen og have lyst til at handle på det. Ved at handle i fællesskab finder vi flere nuancer i oplevelsen og dermed mangfoldige og stærke handlemuligheder på de samfundsudfordringer vi oplever.

For mig er det særegne ved Sager der Samler derfor, at her handler vi i fællesskab på de samfundsudfordringer vi er flere, der oplever i vores hverdag.

Billede fra Ren Havn den 9. juni 2014.

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *