Rethink Activism – mennesker der bare går i gang

Viborg Byhave

Om et halvt år er Aarhus europæisk kulturhovedstad, og vi er nu for alvor kommer i gang med vores Aarhus 2017 projekt ‘Rethink Activism’. Projektet fortæller om en bevægelse af mennesker, der bare går i gang. De er hverdagsaktvister, som har en drøm om en bedre verden og begynder at bygge en lille del af den selv. Hovedbegivenheden er et folkemøde på Sydhavnen i Aarhus den 15. til 17. september 2017, som samler aktivister fra regionen og resten af verden.

I første fase af projektet fortæller vi historier. Det er historier om borgere i landsbyen, der åbner deres egen købmandsbutik. Om kreative iværksættere, der skaber deres egen bydel. Om flygtninge, der selv skaber uddannelse for deres børn. Og om mange andre. Fortællingerne deler vi på sociale medier, og når der er mange nok, bliver de til en bog.

I den forbindelse er vi ved at opbygge et hold af historiefortællere, der tager ud i regionen for at møde de mange ildsjæle, iværksættere, kunstnere og aktivister, der former og forandrer deres lokalsamfund. (Hvis du vil være med, så tag kontakt.) I sidste uge var vi i Viborg, hvor vi blandt andet talte med ‘Viborg Byhave’, projektplatformen ‘3.sal’ og ‘Pop-up vinbaren’ i Viborg Teater. Efterhånden får vi skabt et landkort, som viser hvor handlekraften blandt de frie aktører kan findes i hele regionen.

Samtidig er vi ved at forberede selve folkemødet. Det gør vi blandt andet ved at lave en række mindre arrangementer, der fortæller om aktivisme i forskellige sammenhænge. Den 28. september i den første festugeweekend inviterer vi sammen med Kulbroen til et ‘open-air-fortællearrangement’ under titlen “Den aktivistiske by”. Her vil Martin Thim fra ‘Kulbroens Venner’, Steffen Rasmussen fra ‘Fundamentet’ og stadsarkitekt Stephen Willacy fortælle om, hvordan ildsjælene og iværksætterne nedefra er med til at forme en bydel i hastig forandring. Flere arrangementer vil følge.

Så hold øje med Rethink Activism. Det kan du gøre på Facebook: www.facebook.com/rethinkactivism og på vores hjemmeside: www.rethinkactivism.org.

 

 

Share:

Kommentarer ( 0 )

    Skriv en kommentar

    Din email-adresse vil ikke blive offentliggort. Obligatoriske felter er markeret med *