Er du vores nye praktikant til Rethink Activism folkemøde i kulturhovedstadsåret 2017?
Vi tror på mennesker der bare går i gang. Mennesker der tager udgangspunkt i sig selv, og ændrer tingene derfra hvor de selv er. Ud fra det, har vi skabt projektet Rethink Activism. Vi søger praktikanter, der vil være med til at koordinere, udvikle og samle viden ind til det tre dage lange folkemøde i 2017.
Sager der Samler og Rethink Activism
Sager der Samler er et hus for hverdagsaktivister. Vores arbejde går ud på, at bakke op om hverdagsaktivister, der tager sagen i egen hånd. Vi skaber forandring ved at fortælle de gode historier, skabe debat og bygge bro til etablerede samfundsinstitutioner. Din rolle vil konkret være i Rethink Activism projektet – men du vil også agere som en del af fællesskabet i Sager der Samler.
I 2017 samles aktivister fra hele verden til et folkemøde i Aarhus. De vil præsentere 100 eksempler på en gentænkt verden. Alle er velkomne til at deltage, diskutere og finde på nye løsninger på vigtige samfundsudfordringer. Oplev en demokratisk kultur, hvor handlekraft og opfindsomhed bruges til at gøre drømme om en bedre verden til en realitet i hverdagen.
(Du kan læse mere om Rethink Activism på https://www.facebook.com/rethinkactivism/ og http://rethinkactivism.org)
Dine arbejdsopgaver
Hos Sager der Samler arbejder vi i øjenhøjde med hinanden, og er fleksible med arbejdsopgaver. I fællesskab finder vi frem til netop din opgave. Det vigtigste er, at du er engageret og bidrager med det, der passer til dig og der hvor du gerne vil udvikle dig.
Arbejdsopgaverne ligger umiddelbart indenfor følgende:
- Lave portrætter af hverdagsaktivistister i hele region Midtjylland
- Lave en bog med portrætterne og udgive den
- Koordinering af Folkemødet i september 2017 på Sydhavnen i Aarhus
- Udvikling af det fysiske rum omkring selve arrangementet i 2017.
- Grafiske opgaver og filmredigering
Dine kvalifikationer
Som praktikant i Sager der Samler er det ikke så vigtigt, hvilken baggrund du har. Det afgørende er, at du vil engagere dig og har lyst til at gøre en forskel på et sted, hvor vi er optaget af læring og handling.
- Du har sans for kommunikation, er udadvendt og har lyst til at møde mennesker
- Du vil engagere dig i vores arbejde
- Du kan skabe overblik og struktur i en til tider hektisk hverdag
- Dit praktikforløb varer i mindst tre måneder
- Du er klar til at lære og gøre en forskel sammen med os
Hvorfor blive en del af teamet?
Du får:
- Relevante opgaver til dit CV og mulighed for at skabe noget, der gør en forskel
- Et godt socialt fællesskab og sparring fra mennesker med erfaring
- Oplæring og opbakning i rollen som hverdagsaktivist og ”samler”
- Et stærkt professionelt netværk i Aarhus
Tidligere praktikanter fortæller
Cecilie Nielsen, 27 år, Cand.arch og kandidat i Sustainable Heritage Management (4 måneders praktik):
”Det der er så fedt ved projektet, er at det handler om mennesker der bare går i gang, og det passer også meget godt hernede; har du lyst til at deltage, så bliver du også involveret. Hvis du er aktiv, har interesse og lyst for at deltage, så kan du være med i det hele, så der er ikke nogen der stopper nogen som helst.
Noget af det jeg er blevet bedre til hos Sager der Samler, er at stille kritiske spørgsmål. Mit studie går også ud på at stille spørgsmål til hvorfor vi bevarer nogle ting og hvad har det af betydning? Det er jeg blevet meget stærkere til at bruge, stille spørgsmål, tænke hvad effekten er af det vi gør, og hvordan det kommer til udtryk i samfundet”
Simone Bak Laursen, 26 år, bachelor i medievidenskab og kandidat i oplevelsesøkonomi (3 måneders praktik):
”Faktisk så passer Sager der Samler bare så meget til mit studie. Alle de fag jeg har haft, de er her – det foregår bare i praksis. Jeg har arbejdet mest med kommunikation. Vi har opstartet en større kommunikationsopgave for Rethink Activism; hvordan kommer vi ud i byrummet, hvordan kommer vi bedre ud på de sociale medier.
Jeg har også lavet film til projektet, fordi det er noget jeg synes er sjovt. Jeg er ikke professionel, men har interessen, og det er også dét stedet kan. Der er masser af mulighed for at give sig i kast med det man synes er sjovt. Det er et meget opbakkende miljø hernede, der er altid nogen der lige træder til hvis man har brug for hjælp. Og så er det stedet at være hvis man gerne vil have et godt netværk!”
Nanna Linnemann, 25 år, bachelor i antropologi og kandidat i oplevelsesøkonomi (3 måneders praktik):
”Rethink Activism det er et projekt under Kulturhovedstad 2017, som sætter fokus på hverdagsaktivister. Vi ser en bevægelse der er i gang, hvor der bliver flere mennesker der bare går i gang med noget i deres lokalsamfund – det vil vi gerne fortælle om.
Jeg synes det har været helt vildt sjovt, fordi det egentlig bare er ganske almindelige mennesker, og man finder ud af at alle mennesker har en eller anden form for hverdagsaktivist i maven. Det handler om at se muligheder og se muligheder i mennesker.
I min praktik er jeg blevet styrket i det som jeg måske også var dårligst til; hele koordineringen og organiseringen af de kreative projekter vi har. Der er ikke nogen formel på det der sker hernede. Jeg er i gang med at lære, hvordan man leder et projekt som er så anderledes, og som ikke findes så mange steder.”
Diana Sørensen, 31 år, Mediegrafiker (4 ugers praktik):
”Jeg har fået ansvaret for meget af det grafiske materiale der skal bruges til at eksponere Rethink Activism. I min praktik er jeg selv ansvarlig for egen læring og for at opsøge løsningerne selv. Render jeg ind i en udfordring eller kommer der et ønske fra nogen, hvor jeg først sidder og tænker ’øhm hvordan får man lige gjort det’, jamen så researcher jeg, bliver klogere den vej rundt, og får udbygget mit kompetencefelt – det synes jeg er vanvittigt fedt.
Der er en smule grafisk identitet, altså noget der er fastlagt på forhånd, men ellers er der virkelig frie tøjler. Det betyder, at jeg kan få lov at udvikle mig kreativt, og at mine ideer bliver modtaget utroligt åbent. Der bliver altid lyttet til en når man kommer med ideer.”
Kommentarer ( 0 )