Demokrati-oasen

Vi eksperimenterer med og giver næring til den demokratiske samtale i Århus – frem til kommunalvalget 18. november 2025

Demokrati-oasens formål

Formålet er at berige demokratiet i vores by og på den måde give øget næring til tilliden mellem civilsamfund og politikere/byråd. Formålet er ligeledes at dæmpe polariseringen men samtidig anerkende forskellig-heder på tværs af interessemæssige og politiske tilhørsforhold.

Vi ønsker at skabe en mere sund, livgivende og konstruktiv politisk kultur i vores by.

Hvorfor en demokrati-oase?

Alt for mange vigtige beslutninger i vores demokrati – også det lokale – bliver truffet uden en ordentlig og tillidsfuld forbindelse mellem vores politikere og civilsamfundet. En af årsagerne er bl.a., at både politikere, forvaltninger og civilsamfund er forholdsvis utrænede – og derfor uformående – i at skabe denne kobling, endsige at boltre sig i den.

Det fører til dårlige kår for den demokratiske samtale – en form for ’underskudsdemokrati’, og videre til, at både dømmekraften og handlekraften i vores politiske system er svækket. Derfor har vi brug for at eksperimentere med nye måder vi kan skabe løsninger på, som er både mere legitime, kraftfulde og klogere, når vi skal finde svar på de mange dilemma-fyldte problemstillinger og idéer, som også det lokale demokrati står overfor.

Hvad er en demokrati-oase?

Det er et rart og nysgerrigt sted hvor:

  • Vi alle bidrager til en god tone og atmosfære
  • Vi er sammen for at blive klogere – ikke for at få ret eller blive enige
  • Vi værdsætter forskellige perspektiver i samtalen.

Ved at bruge forskellige dialogformater undersøger vi hvordan vi skaber de mest værdifulde samtaler – om livet og mulighederne i vores kommune – på tværs af politiske og interessemæssige positioner.

Hvordan og hvem kan skabe en demokrati-oase?

Demokrati-oasen er en træningsbane, hvor vi udvikler vores fælles evne til at have med hinanden at gøre om vanskelige problemstillinger, i en lokal demokratisk ramme. Vores plan er at sætte ca. ti oaser i scene – fem i april-juni og fem i august-november.

Hvem kan så ”bestille” en demokrati-oase? Det kan: Civilsamfundsorganisationer, uddannelsesinstitutioner, faglige organisationer, politiske partier, ngo´er og andre lokale fællesskaber.

En oase varer typisk 1-2 eller måske tre timer og kommer i stand ved at ”bestiller” henvender sig til os. Så finder vi i fællesskab ud af, hvad vi skal drøfte, hvem der skal inviteres og al praktikken omkring arrangementet. Vi sørger så for rammesætning og facilitering.

Vi tager ikke honorar for at gennemføre en demokrati-oase. Men hvis der er udgifter til f.eks. lokaler, kaffe mv. er det ”bestilleren”, der betaler.

Hvordan kunne en demokrati-oase ta´ sig ud – et eksempel

I en velfungerende oase er der styr på tingene, rart at være og ressourcer at hente. Således også i en demokrati-oase. Hvis du/I har lyst til at sætte en demokrati-oase i søen, så kontakter du/I os, og sammen skaber vi et fælles billede af emne, deltagere og forløb. Det format vi vælger afhænger af tema og kontekst.

Case 1. Er emnet eksempelvis trafikforholdene i midtbyen og bestiller er et fællesråd, så vil vi inddrage de mange forskellige perspektiver på emnet på en kreativ og dialogskabende måde. Politikere, erhvervsdrivende, beboere og trafikanter vil blive ’tvunget’ til at tage hinandens perspektiver for at skabe nye erkendelser – og nye løsninger.

Case 2. Et andet aktuelt emne kunne være det politiske ønske om, at alle børn skal kunne inkluderes i folkeskolen. Det er forsøgt tidligere uden større held. Derfor er der mange erfaringer at trække på. I oasen bringer vi forældre, elever, fagfolk, forskere og politikere i samme rum, for i praksis at øve sig i at gå fra at bekrige hinanden til at berige hinanden, for at finde mulige fælles løsninger.

Hvem står bag?

  • Annemette Digmann
  • Jeppe Spure
  • Mads Ole Dall

Det sker

Kontakt

Annemette Digmann, 23423511, kontakt@annemettedigmann.dk

Jeppe Spure, 20966199, Jeppe.Spure@gmail.com

Mads Ole Dall, 40581311, madsoledall@gmail.com