Kørestolsbrugernes Margueritrute

Kørestolsbrugernes Margueritrute er et projekt, som er blevet skabt af Tours on Wheels for at undersøge tilgængeligheden hos kulturinstitutionerne i Aarhus og videreformidle information om den til alle de borgere, der kunne have brug for det.

Selvom man sidder i kørestol, har man ligesom alle andre mennesker et behov for at komme ud og opleve noget kulturelt. Problemet er, at det ofte kræver en masse undersøgelser og stor forberedelse inden man tager af sted. Man ender derfor ofte med én af to ting: enten 1) spørger man ud i sit netværk på Facebook og får som regel de samme få forslag, som folk allerede kender (primært store steder som Aros, Musikhuset, Moesgaard) eller 2) man opgiver idéen og bliver hjemme i trygge omgivelser.  Vi mener ikke, at det er godt for det mentale helbred bare at sidde derhjemme, og statistik viser tydeligt, at folk med et større fysisk handicap er en gruppe, der allerede er mere ensomme end folk uden et fysisk handicap (23% vs. 8%).

Det er her, at projektet “Kørestolsbrugernes Margueritterute” kommer ind i billedet. Konkret går projektet ud på at udarbejde en guide over alle kulturinstitutionerne i Aarhus med fokus på, i hvor høj grad de er tilgængelige for kørestolsbrugere. Der er ikke nogen bestemte kriterier, man SKAL leve op til, som andre ordninger ellers har. Guiden vil i stedet formidle, hvad der er muligt og ikke muligt for en kørestolsbruger på en given kulturinstitution, så man får et mere nuanceret billede i stedet for bare et ja/nej stempel for tilgængeligheden.

En guide til kulturoplevelser fjerner selvfølgelig ikke ensomheden med et trylleslag, men det kan være et middel i kampen for at komme mere ud og opleve noget eller blive en del af et fællesskab.

Udover kulturinstitutioner er vi også begyndt at undersøge og kortlægge handicapparkeringspladser og offentlige toiletter i byen; hvor ligger de, og er de gode nok til faktisk at blive benyttet? Det er nemlig ikke altid tilfældet, da nogle er for små, for smalle eller har for høje kanter. Vi vil derfor sørge for, at man kan slå dem op på forhånd hjemmefra, så man ikke køre forgæves til en parkeringsplads, man ikke kan benytte.

På sigt regner vi også med at inkludere butikker, barer, restauranter og andre steder, man gerne vil besøge og, men behøver information om tilgængeligheden til.

Stederne

Under de nedenstående overskrifter er der links til alle de kulturinstitutioner, vi har undersøgt indtil videre. Her kan man læse vores bedømmelse af stedernes tilgængelighed, samt se billeder der tydeligt viser den.

ARoS, Aarhus Art Museum

ARoS er ét af Nordeuropas største kunstmuseer og samtidig et af de bedst besøgte i Skandinavien. I hvert galleri præsenterer ARoS kunst fra museets samling eller af nationale og internationale kunstnere.

Læs mere om tilgængeligheden på ARoS her

Ceres Park & Arena

Ceres Park og Arena, tidligere Aarhus Idrætspark, er et sportskompleks i Aarhus drevet af selskabet Atletion.

Komplekset består af to primære dele; det udendørs stadion Ceres Park og multihallen Ceres Arena, samt tre indendørs sportshaller. Ceres Park er fast hjemmebane for fodboldklubben AGF, mens Ceres Arena huser håndboldklubberne Aarhus Håndbold og Aarhus United.

Læs mere om tilgængeligheden på Ceres Park og Arena her

Generationernes hus

I Generationernes Hus møder vi mennesker i alle aldre med forskellig formåen og livssituationer. Børn, unge, voksne og ældre lever, bor og deler hverdagen sammen i huset, som rummer børn i daginstitution og boliger til studerende, familier, mennesker med handicap samt ældre med og uden behov for pleje.

Læs mere om tilgængeligheden i Generationernes Hus her

Godsbanen

Godsbanen er et mangfoldigt og mulighedsrigt rum i Aarhus. Godsbanen åbnede i marts 2012 i den renoverede gamle godsbanegård i Skovgaardsgade, og siden da har det været hjemsted for kultur i alle afskygninger, både hvis du vil opleve eller skabe selv – alle er velkomne.

Læs mere om tilgængeligheden på Godsbanen her

KØN – Gender Museum Denmark

KØN – Gender Museum Denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønskultur og debatterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet. Museets vision er at skabe nysgerrighed, dialog, refleksion og viden om kønnets betydning; historisk, aktuelt og i fremtiden. Derfor beskæftiger KØN sig med kønnenes kulturhistorie i et bredere perspektiv og involverer alle på tværs af køn.

Læs mere om tilgængeligheden på KØN her

Moesgaard Museum

På Moesgaard Museum bliver fortiden bragt til live i Aarhus. Museet, der er en attraktion i international klasse, inviterer dig til at gå på opdagelse i datidens menneske; gennem blandt andet old- og vikingetiden, op ad Evolutionstrappen og flere afvekslende udstillinger.

Læs mere om tilgængeligheden på Moesgaard Museum her

Radar

På Radar kan du opleve det skæve, det smalle og det nye – både lokalt, nationalt og internationalt med særligt fokus på det eksperimenterende, det alternative og på nichegenrer. Vi interesserer os for krydsfelterne mellem musik og andre kunstarter, og for at eksperimentere med koncert- og præsentationsformater.

Læs mere om tilgængeligheden på Radar her

Steno Museet

På Steno Museet kan børn og voksne gå på opdagelse i naturvidenskabernes og lægevidenskabens fascinerende udvikling. I Planetariet er der Fuldmåneaften hver måned, og hver weekend kl. 12 og kl. 14 kan man se og høre om den aktuelle stjernehimmel. I ferierne er der sjove aktiviteter for børn og barnlige sjæle.

Læs mere om tilgængeligheden på Steno Museet her

Teatret Gruppe 38

Teatret Gruppe 38 har eksisteret siden 1972, og er i dag et lille storbyteater, der opfører og præsenterer dansk og internationalt scenekunst i et intimt format på vores to scener på Aarhus Ø – lige ved vandkanten ved Bassin 7.

På Teatret Gruppe 38 kan du opleve alternativt, skævt og finurligt scenekunst, som du ikke finder andre steder i Aarhus. Forestillingerne har alle det til fælles, at de er skabt til, eller velegnede til, mindre scener, hvor kontakten til publikum er intim.

Læs mere om tilgængeligheden på Teatret Gruppe 38

Væksthusene

I Væksthusene er naturen og botanikken i centrum, fortalt for både børn og voksne. Gå på opdagelse i fire forskellige klimazoner med smukke blomster og imponerende planter. Eller tag en pause i cafeen og nyd maden, og de grønne omgivelser

Læs mere om tilgængeligheden i Væksthusene her

 

Handicapparkeringspladser og offentlige toiletter

I den endelige digitale version af kortet til Kørestolsbrugernes Margueritrute vil vi også løbende plotte alle byens handicapparkeringspladser ind. Her vil man kunne læse hvor mange pladser der er på den givne gade, få rutevejledning til dem og læse om, hvorvidt de er tilgængelige for alle køretøjer eller ej.

Byens offentlige toiletter vil også blive plottet ind. Her vil man kunne læse hvor de ligger, hvilken type toilet det er, hvor store de er og i hvilken grad de er tilgængelige for kørestolsbrugere.

Hvem er Tours on Wheels?

Tours on Wheels er en forening, der skaber bevidsthed om tilgængeligheden for kørestolsbrugere i Aarhus ved at invitere almindeligt gående på tur i en kørestol.

Hvem er med?

  • Ulla Søberg Jakobsen
  • Antoniett Vebel Pharao
  • Ole Bramsen

Links

Tours on Wheels på Facebook

Tours on Wheels på Instagram

Tours on Wheels på Sager der samler

Ting der først kommer med i den endelige version

  • Et interaktivt digitalt kort, hvor alle stederne er plottet ind. Stederne vil være inddelt i forskellige kategorier, så man kan checke dem af og på i et filter, så det er nemmere at finde de steder, man har brug for.
  • En search bar til kortet, så man kan søge specifikt efter steder, hvis man ikke kan/vil finde dem på kortet.
  • Nyheds-feed, formentlig en bjælke med vores Facebook-side, ligesom vi har det på vores Sager der samler-side
  • Mulighed for at tilmelde sig et nyhedsbrev/notifikation, hvor man får information om, når steder bliver opdateret
  • Kontaktformular, så brugerne kan komme med forslag til steder, parkeringspladser, og andet, der bør komme med på ruten.
    • Kan også bruges til at holde os informeret, hvis der er blevet lavet ændringer på steder, vi ikke selv er klar over.
  • En engelsk udgave af siden til turister
  • Et plugin, der kan læse teksterne højt for blinde, ordblinde osv.
  • Links til samarbejdende foreninger/samarbejdspartnere