Forskningsprojekter

Læring er en vigtig del af Sager der Samlers kultur og arbejde. Både individuelt, i samarbejdsrelationer og i forhold til ’sagen’. Derfor er vi involveret i en række forskningsprojekter, og vi har vores eget forskerteam, der skaber viden om aktivister og sager over tid. På denne side har vi samlet en oversigt over alle projekterne.

Partnerskaber med fokus på udsatte gruppers inklusion og deltagelse

Fra september 2015 til september 2018 har Sager der Samler deltaget som en af tre cases i et projekt, der skal understøtte og skabe viden om, hvordan det offentlige og frivillige initiativer, socialøkonomiske virksomheder og det private erhvervsliv i samarbejde kan skabe gode rammer for, at udsatte grupper inkluderes i lokalsamfundet og får mulighed for at indtage en selvstændig rolle, hvor deres styrker og ressourcer synliggøres og sættes i spil. VIVE står bag en evaluering, der skal skabe mere viden om, hvordan udsatte borgere motiveres til og får mulighed for at deltage i frivillige sociale fællesskaber på tværs af sociale skel, samt hvilke positive effekter de udsatte borgere kan opnå ved at deltage i frivillige fællesskaber. Herunder et fokus på at beskrive, den særlige værdi i den frivillige indsats, og hvad der adskiller den fra den professionelle, samt hvordan en frivillighed som har fokus på, at alle skal kunne deltage styres, organiseres og understøttes.

Den endelige rapport med projektets resultater forventes offentliggjort i januar 2019.

COMPASS – Collective Movements and Pathways to Sustainable Societies

Skraldecaféen er et af ni netværk og fællesskaber, som deltager i forskningsprojektet COMPASS på Københavns Universitet. Projektet løber indtil 2020 og studerer miljøbevægelser for at forstå, hvordan de påvirker miljøadfærd, sociale normer, og institutioner i samfundet. Projektet står på to ben; Den ene del af projektet skal bidrager med en bedre teoretisk forståelse af, hvordan miljønormer bliver skabt, påvirker miljørelateret adfærd og spredes i samfundet, hvor den anden del giver en forståelse af, hvordan vi kan reducere vores økologiske fodspor ved at udvikle og opskalere kollektive græsrodsbevægelsers lokale og nationale effekter.

Læs mere på projektets hjemmeside

Forskningsprojekt om Vaskeriet – en øvebane for udviklingshæmmede

Fra efteråret 2017 til sommeren 2018  undersøgte et forskerteam bestående af vores husforsker Anne Meta Nielsen, Lene Sick Ejlersen og Annemette Digmann, hvad sker der, når sagerne udvikler sig over tid. Hvilke berøringsflader har de, og hvordan skaber de værdi? Forskningsrapporten viser, at der sker en stor personlig udvikling for de udviklingshæmmede, der er medarbejdere i Vaskeriet, og at det kan skabe værdi for mange, når en beskyttet arbejdsplads placeres i et åbent fællesskab. Rapporten illustrerer desuden vanskeligheden ved at etablere et samarbejde med en kommune, når initiativet til en nyskabelse kommer udefra. Det kræver mod og vedholdenhed fra initiativtagerne og opbakning fra en neutral aktør, som kan hjælpe til med at oversætte forskellige logikker og handlemåder.

Download forskningsrapporten her:
VASKERIET: Når borgere sker inkluderende fællesskab

Forskningsprojektet er udkommet som artikel i det videnskabelige tidskrift Samfundslederskab i Skandinavien. Læs artiklen her:
”Dem der siger, at det ikke kan lade sig gøre, skal lade vær’ med at afbryde os, der allerede er i gang”

Learning from Innovation in Public Sector Environments

I 2014 var Sager der Samler med i et forskningsprojekt på tværs af 11 EU lande. Projektet skaber viden om samskabelse og borgerinddragelse i offentlige innovationsprocesser. Jacob Torfing fra RUC, der var forskningsleder for det danske bidrag, forklarer: “Det vi interesserer os for er den omstilling, der sker i kommunerne i disse år. Den gamle opfattelse er kommunen som en autoritet. I firserne blev kommunen til en serviceleverandør. Men det er dyrt og ikke særligt smart at reducere borgerne til kunder. Derfor er der nu gang i et stort samskabelsesprojekt. De forskellige parter skal samles om at løse problemer. Så det vi studerer, er denne omstilling til samskabelse. De iøjnefaldende findings er, at den offentlige sektor er god til at involvere borgerne som ressourcer som en del af implementeringen af nye løsninger. Den er også rimeligt god til at involvere borgerne i at designe nye løsninger. Men det at lade borgerne initiere nye løsninger er vanskeligt for kommunerne. Her er der ikke tale om borgerinvolvering, men snarere om kommuneinvolvering. Sager der Samler er et eksempel på, at man med udgangspunkt i civilsamfundet kan skabe en platform for saminitiering. Der er andre eksempler. Men Sager der Samler er en vedvarende systematisk platform for, at det kan ske. På den baggrund kan man spørge, om idéen burde spredes ud til hele Danmark? Borgerne kan initiere samskabelse nedenfra og op.”

Download forskningsrapporterne her:
Innovation environments and innovation capacity in the public sector
Co-creation and citizen involvement in social innovation: A comparative case study across 7 EU-countries

Sager der Samler har et forskerteam, som står for design og gennemførelse af forsknings- og evalueringsprojekter omkring initiativerne. Læs mere om nøglepersonerne nedenfor.

Anne Meta Nielsen

Husforsker
Antropolog og gennemgående forsker i alle egne forskningsprojekter

anne@sagerdersamler.dk
40 76 22 20

Lene Sick Ejlersen

Forskningsassistent
Medlem af forskningsteamet i forbindelse med forskningsprojektet om Vaskeriet

lenesick@gmail.com

Annemette Digmann

Selvstændig forsker
Leder af forskningsteamet i forbindelse med forskningsprojektet om Vaskeriet

kontakt@annemettedigmann.dk
23 42 35 11